Det er i strid med EU, hvis de danske myndigheder forbyder Aldi at markedsføre en juice med navnet ¤¤Multivitamin juice¤¤
Aldi skal have lov til at reklamere med, at en ny juice indeholder vitaminer. Det er nemlig i strid med EU, hvis de danske myndigheder forbyder den tyske supermarkedskæde at markedsføre en juice med navnet 'Multivitamin juice'.
Det mener forbrugerminister Lars Barfoed. Hans afgørelse kommer, selvom der er flertal i Folketingets fødevareudvalg for at forbyde multivitaminjuice i de danske supermarkeder.
Men ministeren henviser til et svar fra Justitsministeriet, der opremser en lang række grunde til, at myndighederne ikke kan forbyde Aldi at markedsføre sin multivitaminjuice.
Ifølge Justitsministeriet indebærer den nye juice ikke en sundhedsrisiko - og et forbud kan derfor ikke begrundes med hensyn til befolkningens sundhed.
Den vurdering er læge Jerk W. Langer ikke enig i. Han er medlem af det Nationale Råd for Folkesundhed - udpeget af sundhedsministeren.
- Multivitaminjuice er på papiret ikke den slemmeste form for berigning. Men jeg kan frygte, at den bliver en ernæringsmæssig sovepude, som får brugeren til at slække på de øvrige kostvaner, ryge lidt mere, motionere lidt mindre etc., fordi man nu følger sig 'dækket bedre ind', siger han til Arbejderen.
- Problemet med berigning er i bredere perspektiv, at det især bliver de usunde klumper af fedt og sukker, som vil blive pumpet op af kommercielle hensyn for at se mere sunde, eller snarere mindre usunde ud. Generelt bør vi indtage vores vitaminer og mineraler gennem fødevarernes naturlige indhold samt eventuelt en daglig vitaminpille. Ellers bliver det helt uoverskueligt at vide, hvor mange vitaminer man ender med at få indenbords. Selv om én vitaminpille er fornuftig, er tre vitaminpiller jo ikke tre gange så god. Især vitamin A og D samt mineralet selen skal vi ikke have for meget af.
Forbrugerministeren havde i går ikke tid til et interview med Arbejderen. Men han har mailet følgende kommentar til avisen:
'Juridisk er det ikke muligt at forbyde producenten at kalde en juice for multivitaminjuice, så længe den er blevet tilsat ekstra vitaminer, og det hverken er sundhedsfarligt eller vildledende. Min opgave er at sikre, at den enkelte forbruger tydeligt kan se hvilke fødevarer, der er sunde og sikre. Der skal være en høj grad af gennemskuelighed, så forbrugeren har muligheden for at vælge det sunde og fravælge det usunde.'
EF-domstolen tvang i slutningen af 2003 Danmark til at åbne op for fødevarer tilsat vitaminer og mineraler. Hidtil har Danmark ellers været et af de mest restriktive lande i EU og kun tilladt ekstra vitaminer og mineraler, eksempelvis jod, på baggrund af, at befolkningen generelt har manglet jod.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278