Strejker på danske slagterier kan ødelægge det for hele koncernen, mener direktør i Danish Crown. Han overvejer at købe et slagteri mere i Tyskland.
Noget tyder på, at Danish Crown har indledt en offensiv mod slagteriarbejderne i Danmark.
I Børsen i går advarede koncerndirektør i Danish Crown, Jens Haven Christiansen, slagteriarbejderne. Det kan blive nødvendigt at købe et slagteri mere i Tyskland for at sikre kontinuiteten i leveringerne, påpegede han.
- Strejker på vores slagterier i Danmark er ødelæggende for hele koncernen. Det kan betyde at vi ikke kan levere til tiden, siger han til Børsen.
Det værste der kan ske er, at Danish Crown ikke kan levere til den tyske detailhandel. Og det vil medføre, at detailhandelen mister tilliden til koncernen, mener direktøren.
- Det er en situation, vi ikke accepterer at komme ud i. Jeg håber, at vores initiativ, i relation til medarbejderne, lykkes, og at strejker på vores slagterier i Danmark i løbet af kort tid vil være et helt og aldeles overstået kapitel, siger han.
Fællestillidsmand på storslagteriet i Horsens Lars Mose har hørt det budskab tidligere.
- Det har vi hørt så mange gange. Men jeg synes der er noget, de skal huske, når de snakker om strejker. Der er altid to parter i en konflikt, siger han til Arbejderen.
Danish Crown gennemfører for tiden en række samtaler med slagteriarbejderne ' for at sikre sig at de forstår situationens alvor'.
I fredags havde Danish Crown for første gang inviteret dele af pressen indenfor på koncernens slagteri i Oldenburg. (Arbejderen var desværre ikke inviteret, red.). Ifølge Politiken var det klare budskab her, at de danske slagteriarbejdere skal gå ned i løn hvis ikke Danish Crown skal flytte flere arbejdspladser til udlandet.
Sker det ikke vil mindst halvdelen af Tulips 2.250 arbejdspladser i Danmark være væk inden der er gået ti år, sagde Torben Skou, direktør i Danish Crowns datterselskab Tulip, som ejer Oldenburg, på pressemødet i Tyskland i fredags.
- Og måske bliver det mere drastisk end det. Vi har et kæmpe problem i Danmark, når en dansk slagteriarbejder koster os 218 kroner i timen. Her i Oldenburg er gennemsnitslønnen lidt over 88 kroner og i Polen er den under 30 kroner, sagde Torben Skou.
Dette synspunkt blev godt bakket op af Jens Haven Christiansen, som mente, at Tulips slagteri i Ringsted kunne have overlevet i mange år endnu, hvis den oprindelige aftale om lønnedgang på lidt over 20 kroner i timen havde fået lov til at stå ved magt.
- Jeg siger ikke, at lønnen skal ned med 20-22 kroner i timen i hele branchen. Jeg konstaterer bare, at Ringsted ikke var blevet lukket, hvis den aftale var gået igennem, sagde Jens Haven Christensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278