25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

30 millioner til forskning i a-kraft

30 millioner til forskning i a-kraft

Lørdag, 30. april, 2005, 00:00:00

Forskning i vindmølleenergi spises af med 40 millioner offentlige kroner - der skal nemlig også være råd til, at EU`s atomkraftprogram får 30 millioner.

Stik imod befolkningens krav om nej til atomkraft, sender den danske regering hvert år 30 millioner kroner til EU-systemet, som bruges til at forske i, hvordan atomkraften udnyttes optimalt.
Forskning i vindenergi spises derimod af med 40 millioner offentlige kroner, oplyser miljøorganisationen NOAH.
EU's atomkraftprogram, Euroatom, har i perioden 2002-2006 afsat i alt 9,1 milliarder kroner til forskning og udvikling af atomkraft. Danmarks bidrag er i perioden 155 millioner kroner - eller cirka 30 millioner om året.
- Euroatoms primære mål er at udbrede brug af atomkraft i Europa. Det sker ved at EU anvender betydelige beløb til at forske i atomkraft og give fordelagtige lån til at bygge atomkraftværker. Selvom Danmark har haft forbud mod atomkraft i over tyve år, er der ingen tvivl om, at stærke kræfter ønsker atomkraft herhjemme, konstaterer Palle Bendsen fra NOAH's Energigruppe.
De billige lån betyder, at eksempelvis Finland er i fuld sving med at bygge endnu et stort atomkraftanlæg.
Venstres energiordfører, Lars Lilleholt, afviser at gå i debat om det rimelige i, at regeringen hvert år sender millioner af kroner til EU for at udbrede en energiform, som den danske befolkning er imod.
- Det er nyt for mig, at Danmark bruger 155 millioner kroner på Euroatom- programmet. Det tal har jeg ikke hørt før. Jeg ved godt, hvor du vil hen. Men jeg kan altså ikke forholde mig til nogle tal, jeg ikke kender. Vi kommer ikke uden om, at atomkraft spiller en stor rolle i de andre europæiske lande. Derfor er det naturligt, at der forskes i teknologien, siger Lilleholt til Arbejderen.
Sammen med en række andre europæiske miljøorganisationer er NOAH gået i gang med at indsamle underskrifter mod atomkraft. I løbet af det næste år, frem til tyve-årsdagen for Tjernobylkatastrofen i 2006, vil miljøorganisationerne indsamle én million underskrifter. Det er allerede lykkedes at få 175.000 EU-borgere til at skrive under mod atomkraft.
- Ved at samle en million underskrifter ønsker vi at teste, hvor motiverede politikerne er for, at leve op til det direkte demokrati, der introduceres i den nye EU-forfatning. Det tvinger EU-kommissionen til at handle i en konkret sammenhæng, hvis én million borgere forlanger det. Et stort flertal af borgerne i EU er modstandere af atom-kraft. Det faktum, at a-kraft har de samme uløste problemer som for 50 år siden, men stadig får positiv særbehandling i forhold til de andre energikilder ved hjælp af sin egen traktat, er helt uholdbart, siger Palle Bendsen til Arbejderen.

Her kan du skrive under http://www.atomstopp.com/1million/petition.asp?c=da - du kan også gå ind på underskriftsindsamlingen fra NOAH's hjemmeside www.noah.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland