McDonald-koncernens støtte til de amerikanske tropper giver også ridser i lakken til burgerbarerne i Danmark, mener fredsaktivist.
Der er ikke nogen sammenhæng mellem den amerikanske McDonald`s sponsorkampagne for den amerikanske hær og så McDonald`s Danmark.
Det skriver Kristian Madsen, der er kommunikationsdirektør i McDonald`s Danmark, i et brev til Arbejderen.
- Der er ingen penge, som går fra McDonald`s i Danmark til McDonald`s i USA, forklarer Madsen i brevet og afviser således, at man ved at købe en McBurger herhjemme risikerer at støtte USA-tropperne.
Brevet kommer efter at Arbejderen gennem flere artikler har beskrevet, hvordan McDonald`s i USA har kastet sig ind i en kampagne til støtte for den amerikanske hær og dens krigshandlinger i Irak. Burgerkæden sælger hundetegn med soldaternes navne indgraveret, til fordel for den såkaldte 'America supports you'-kampagne. Formålet er at øge opslutningen i befolkningen bag USA`s tropper.
Kristian Madsen mener, at Arbejderens artikler bygger på 'misforståelser' da 'McDonald`s er en meget decentral koncern'.
Imidlertid er der flere ting, der tyder på, at McDonald`s er alt andet end en decentral koncern.
McDonald Danmark er ifølge egne oplysninger 100 procent ejet af McDonald`s Restaurant Operations i USA. Og et kig i den finansielle rapport fra moderkoncernen viser, at der kun aflægges ét samlet regnskab for hele koncernen og moderkoncernen udarbejder detaljerede strategier for, hvordan datterselskaberne skal operere i hvert land.
Første gang Arbejderen kontaktede McDonald`s Danmark om krigskampagnen lød kommentaren fra pressechef Susanne Seitsberg da også således:
- Det er McDonald`s koncernens hovedkvarter i USA, der udstikker de politiske hovedlinjer.
Ligeledes har McDonald`s i Danmark ikke betalt skat i 24 år. Dette til trods for en årlig omsætning på 1,225 milliarder kroner. At gennemføre en så professionel skatteunddragelse kræver en håndfast og central styring af økonomien mellem moder- og datterselskaber.
Skatteunddragelsen sker blandt andet ved, at McDonald`s Danmark låner penge af moderkoncernen til en uforholdsmæssig høj rente, nemlig tre-fire procent mere, end hvad der kan lånes til i Danmark. Som McDonald`s Danmark selv skriver på sin hjemmeside: 'Selskabet er hovedsagelig finansieret ved rentebærende lån fra McDonald`s Restaurant Operations i USA.'
Mikkel Nonboe er kontaktperson for Aalborg fredsaktion. Han glæder sig over, at Arbejderen har bragt sagen op:
- Det er åbenlyst, at McDonald-koncernen har fælles værdier, som alle er bundet af. Det så vi jo også, da vi i 80`erne stredes med McDonald`s om at tegne overenskomst. Men nu ser vi så disse værdier udmøntet i praksis, som støtte til US-hæren. Det giver da ridser i lakken, også i den danske afdeling af koncernen, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278