25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Læger får smædepris

Læger får smædepris

Torsdag, 28. april, 2005, 00:00:00

Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere giver i år på Arbejdsmiljøets Internationale Dag smædepris til lægernes organisation - dagen markeres landet over

Praktiserende Lægers Organisation, PLO, har for alt for lidt fokus på anmeldepligten ved arbejdsbetingede lidelser, mener Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere, AAA. Derfor modtager PLO i år smædeprisen 'Det forhåndenværende Søm', oplyser Freddy Ridderhaugen, formand for AAA.
- Det er jo for eksempel kommet frem i en undersøgelse, at de praktiserende læger kun anmelder godt 15 procent af to kræftlidelser som arbejdsbetingede lidelser, selvom de to kræftformer næsten udelukkende skyldes arbejdet. Alligevel har PLO overhovedet ikke reageret, forklarer AAA-formanden.
Det er nu ikke kun den seneste sag, som også har været oppe i Folketinget, som er årsagen til at PLO får årets smædepris, oplyser Freddy Ridderhaugen, som også er miljøsekretær i TIB afd. 27, København.
Vi har jo i mange år fået at vide af vores medlemmer, at de ikke kan forstå at lægerne ikke reagerer, når de kommer op til dem og fortæller om deres lidelser, som de selv mener stammer fra arbejdet. Jeg opfatter det som om at lægerne ikke opfylder deres samfundsmæssige forpligtelser, men kun ser sig som en del af de medicinindustrielle kompleks, hvor det gælder om at skrive så mange recepter som muligt ud, lyder det skarpt fra miljøsekretæren.
Prisoverrækkelsen vil finde sted i dag, på Arbejdsmiljøets Internationale Dag. Hvis PLO da vil tage imod prisen. Den plejer nemlig at være ret svær at få afleveret, forklarer Freddy Ridderhaugen.
-- Men nu gør vi for første gang det, at vi afleverer prisen på prismodtagerens egen adresse. Vi har advaret dem per brev, men har ikke fået nogen respons. Nu må vi se, hvad der sker når vi tropper op, siger Freddy Ridderhaugen til Arbejderen.


AAA markerer Arbejdsmiljøets Internationale Dag på Axeltorv kl. 16.30 , med fokus på det efter AAA`s mening oversete psykiske arbejdsmiljø. Men derudover bliver dagen markeret af fagbevægelsen landet over.
Nogle steder vil fagforeninger sætte fakler ogs lys ud til minde om de millioner, der har mistet livet i det forløbne år. I Sønderjylland er der høring om stress og udbrændthed, i Slagelse gadeaktiviteter. Udenlandske faglige repræsentanter vil besøge danske skoler og fortælle om arbejdsmiljøproblemer i ulandene. Og i København arrangerer landets største fagforbund 3F en stor konference i forbundshuset, med fokus på arbejdsmiljøet både nationalt og internationalt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland