25 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frygt for fupopkøb

Frygt for fupopkøb

Onsdag, 27. april, 2005, 00:00:00

Selskabet Meat Business Europe, der har købt Danish Crown i Struer, er et nystiftet og har ingen andre produktionssteder end Struer

Mange slagteriarbejdere glæder sig til mange nye arbejdspladser i Struer. Formanden for NNF i Holstebro, Steen Hartmann, forventer, at 120 medlemmer kan få arbejde ved det nye hollandske selskab Meat Business Europe, der har købt det lokale slagteri.
Men samtidig lurer frygten hos flere slagteriarbejdere. De er usikre på om det er et reelt firma, der har købt slagteriet. For eksempel kender det hollandske fødevareforbund ikke selskabet, selv om Meat Business Europe slår sig op på at være en hollandsk kødvirksomhed.
Det er der en grund til. Meat Business Europe er nemlig indtil videre kun en papirvirksomhed med en hjemmeside på internettet.
Slår man op på www.meatbusinesseurope.com kommer man ind på en professionel opsat hjemmeside. Men går man lidt tættere på, er det en tynd omgang.
Det eneste slagteri selskabet ejer er Danish Crown i Struer. Det starter op engang i september ifølge oplysninger på hjemmesiden. Det har fået slagteriarbejdere i Danmark til at frygte, at selskabet er oprettet udelukkende med det formål at købe Struer slagteri, for derefter at lukke det igen ved en konkurs. Det har slagteriarbejderne oplevet tidligere i 1998 i Silkeborg.

Koldt vand i blodet
Finn Lauritzen, direktør i Konkurrencestyrelsen, opfordrer til at tage det køligt. Han mener ikke slagteriarbejderen har grund til at frygte for deres arbejdspladser.
Konkurrencestyrelsen har holdt to møder med direktøren for Meat Business Europe, Frans Stortelder. Det har fået Finn Lauritzen til at have tillid til direktøren, forklarer han over for Arbejderen.
Meat Business Europe blev oprette i 2004 af den tidligere direktør for kødvirksomheden Dumeco og Sturkomeat, Frans Stortelder. Disse virksomheder indgår i dag i den tysk-hollandske koncern Vion.
Det er konkurrencestyrelsen der har sagt god for, at firmaet har kompetence, afsætningskanaler og kapital nok i ryggen til at overtage slagteriet for at drive det videre.
Konkurrencerådet lægger vægt på, at Meat Business Europe har erfaring med drift af slagterivirksomhed og salg til supermarkedskæder i EU.
- Det har været svært at finde en køber til Struer slagteriet. Der har ikke været ret mange at vælge imellem. Jeg krydser fingre for, at det er det rigtige vi gør, siger Finn Lauritzen til Arbejderen.
Finn Lauritz er klar over, at firmaet i sig selv ikke har de erfaringer, der skal til for at drive en slagterivirksomhed. Men det er direktøren bag kødvirksomheden Frans Stortelder han har tillid til.

Dømt til at sælge
Konkurrencestyrelsen dømte i 2001 Danish Crown til at sælge et slagteri fra for til gengæld at godkende fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlberg.
Valget faldt på Struer slagteri. Konkurrencerådet har stillet en række konkrete krav som det solgte slagteri skal opfylde. Slagtekapaciteten skal således være på minimum 10.000 svin om ugen og slagteriet skal være funktionsdygtig.
Oven i handlen skal Danish Crown stille med et beløb på 24 millioner kroner der skal bruges til investeringer i slagteriet. Og endelig skal Danish Crown garantere et ugentlig tilførelse af slagtesvin på mindst 5.000 styk.
En lignende historie udspandt sig da Danish Crown fusionerede med Vestjyske Slagterier i 1998. For at godkende fusionen krævede konkurrencestyrelse, at Danish Crown skulle sælge et slagteri. Det blev slagteriet i Silkeborg.
Men efter et år blev det lukket fra den ene dag til den anden, fordi slagteriet pludselig ikke kunne betale for svinene fra Danish Crown længere. Slagteriet kom aldrig i gang igen.
Finn Lauritzen mener ikke historien vil gentage sig, selv om han ikke vil garantere noget. Men der er en forskel, påpeger han og afviser samtidig, at der er noget galt i, at Meat Business Europe er oprettet med det formål at købe slagteriet i Struer.
- I Silkeborg skulle Danish Crown ikke stille med 24 millioner til investering i slagteriet som i Struer. Der er ikke noget galt i at oprette en virksomhed for at købe et slagteri. Det ser vi mange steder. Frans Stortelder er en erfaren mand med kontakter i branchen. Der er også en anden investor i Meat Business Europe. En hollandsk bonde der også ejer et slagteri, siger Finn Lauritzen beroligende.

Kampen for monopolet
Danish Crown vil gøre alt for at undgå en konkurrerende slagteri. Det mener både slagteriarbejdere og bønder, der har bakket op bag ideen om at videreføre slagteriet i Hjørring, når Danish Crown lukker det.
Ifølge koncernens planer lukker og slukker slagteriet i Hjørring den 27. maj. Men alle forudsætninger for at videreføre slagteriet uden om Danish Crown er tilstede.
Både svinebønder og slagteriarbejdere er klar til at fortsætte slagteriet. Men Danish Crown har ikke villet sælge selv om den lokale borgmester i Hjørring, Bent Brown, har forsøgt at overtale slagterikoncernen til at rygge ud med en pris.
Kreaturhandler Niels Vinderslev, der er en af leverandørerne til et nyt slagteri i Hjørring, har tidligere sagt til Arbejderen at Danish Crown hellere vil rive bygningerne ned end at skabe grundlag for en konkurrent.
Niels Vinderslev har for to år siden, sammen med en gruppe på 25 mand, forsøgt at købe slagteriet i Struer. De havde kapitalgrundlaget i orden og ledelsen af slagteriet var klar. Men budskabet fra Danish Crown var, at der var en anden køber. To år efter køber Meat Business Europe slagteriet.


Meat Business Europe
Den hollandske kødvirksomhed Meat Business Europe har købt slagteriet i Struer af Danish Crown. Selskabet er stiftet af Frans Stortelder, der er tidligere direktør for de hollandske virksomheder Dumeco og Sturkomeat, der i dag indgår i det hollandsk-tyske Vion.
Meat Business Europe vil specialisere sig som leverandør til førende detailhandlere, til forædlingsvirksomheder og grossister i Europa. Men også det japanske og koreanske marked vil betyde en hel del for Meat Business Europe, oplyser selskabet.
Direktør Frans Stortelder er berygtet for at bruge såkaldte kolonnearbejdere i koncernen Dumeco. Koncernen flyttede billige kolonnearbejdere på tværs af Europa ved at have en god infrastruktur internt i selskabet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland