Landsretten afgør principiel sag om manganforgiftet støberiarbejder den 31. maj. Manglende forskning før 1990 kan spænde ben for erstatning.
Tidligere og sikkert også nuværende ansatte i stålindustrien ser med spænding frem til landsrettens afgørelse i en sag mellem 3F og den Sociale Ankestyrelse.
3F har rejst sagen, fordi den Sociale Ankestyrelse ikke vil anerkende, at tidligere støberiarbejder Knud Pedersens helbred er ødelagt, som følge af påvirkninger fra mangan.
- Dommen falder først den 31. maj klokken 13.00, så det bliver en pinefuld tid, vi går i møde. Det er lang tid at skulle vente på besked på, om Knud får erstatning for et ødelagt helbred eller ej, siger Hardy Thorup, faglig sekretær i 3F-afdelingen Kongedalen.
Landsrettens dom er principiel og falder den ud til Knud Pedersens fordel, så vil den trække en stribe lignende sager med sig. Knud Pedersen er nemlig ikke den eneste jernstøber, hvis helbred er spoleret af arbejdet med mangan, forsikrer Hardy Thorup, der har arbejdet med den type sager siden 1999.
Han har tilbragt to dage i Østre Landsret, hvor Knud Pedersens tragiske skæbne blev oprullet. Både advokat og embedslæge Edith Raffn gjorde det godt på vegne af Knud Pedersen, men Hardy Thorup tør ikke spå om dommens udfald.
- I forhold til lovgivning og myndighederne, så er vi på herrens mark. Det er fuldstændigt grotesk, at der endnu ikke er nogen, der har fået tilkendt erstatning for manganforgiftning i henhold til erhvervssygdomslistens kriterier. Heller ikke de tidligere ansatte på Stålvalseværket i Frederiksværk. De fik erstatning med henvisning til arbejdets særlige art. Det kan ikke være rigtigt, at der findes en sygdom på listen, som ingen kan tilkendes erstatning efter. Så må der kigges på kriterierne, mener 3F'eren.
Han lægger ikke skjul på, at han inderligt håber på en sejr til den nu 61-årige Knud Pedersen, der stærkt svækket deltog i onsdagens retsbehandling.
Knud Pedersen arbejdede i 34 år på det nu lukkede jernstøberi Kongeaaen i Vamdrup. Her var han blandt andet beskæftiget med at hælde mangan i store kar med smeltet jern. Et arbejde, der foregik uden åndedrætsværn, men vel at mærke i en støvsky så tæt, at han ikke kunne se loftet, når der blev hældt mangan i jernet, fortæller han på 3F's hjemmeside.
Kongeaaen lukkede i 1995 og 3F Kongedalen har et register på i nærheden af 200 tidligere ansatte, der har henvendt sig til fagforeningen for at fortælle om deres helbredsproblemer, som mange af dem mener kan føres tilbage til arbejdet på jernstøberiet, fortæller formand Egon Nissen.
Knud Pedersens helbred er ødelagt og han er i dag afhængig af andres hjælp. Mens to speciallæger mener han er manganforgiftet, har såvel Arbejdsmarkedsstyrelsen som den Sociale Ankestyrelse givet afslag på hans krav om erstatning. De mener ikke, at det er bevist, at han har arbejdet med mangan i et omfang, der kan have skadet hans helbred.
Der findes ingen forskning eller undersøgelser af mængden af mangan i stålproduktionen før 1990. Sandsynligvis kommer der heller ingen, da Arbejdsmiljøforskningsfonden har vurderet, at der ikke er brug for ny viden på området.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278