24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Nu vil vi se en dom

- Nu vil vi se en dom

Onsdag, 16. marts, 2005, 00:00:00

Hvis ikke vi kan få dom for, at det er danske regler der gælder, så ryger hele grundlaget for østudvidelsen, siger københavnske maleres næstformand.

I dag mødes partierne bag den såkaldte Østaftale, som fastlægger reglerne for brug af arbejdskraft fra de nye EU-lande. Malernes Fagforening i København har et klokkeklart krav til udfaldet af dette møde.
- Vi skal have en domfældelse i de sager, vi har rejst om misbrug af illegal arbejdskraft. Og det det skal være hurtigt. Derfor kræver vi, sammen med BAT-kartellet, at partierne bag aftalen giver en lodret ordre til politiet om at sikre, at det sker - nu, siger Bo Rosschou, næstformand i Malernes Fagforening i København.
Hen henviser til, at beskæftigelsesministerens udtalelser om, at 'når andre mennesker kommer herop og arbejder, skal det være på samme vilkår som os andre - vi vil ikke acceptere et A- og et B-hold...'
- Beskæftigelsesministeren hævder skråsikkert, at det garanterer Østaftalen. Men det er der jo ikke enighed om, EU-retseksperten Peter Pagh mener det modsatte. Først efter en dom kan vi se, om Østaftalen opfylder de forudsætninger, siger Bo Rosschou til Arbejderen.
- Jeg er selv tilhænger af østudvidelsen, og hilser østeuropæiske håndværkere velkommen i Danmark - hvis de vel at mærke arbejder til samme løn som os. Hvis en dom viser, at den forudsætning falder, så falder hele grundlaget for østudvidelsen - og dermed også for forfatningstraktaten, understreger Bo Rosschou.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen forsvarede i går i Politiken det danske krav om, at en virksomhed i et andet EU-land skal have været aktiv og have haft folk ansat i hjemlandet, før den kan udstationere ansatte til kontraktopgaver i Danmark.
- Det bunder på en dom fra EF-domstolen og er bundsolidt, mener beskæftigelsesministeren, som dermed afviser den tvivl, professor i EU-ret Peter Pagh har rejst her i avisen.
- Ja, så kontant plejer beskæftigelsesministeren jo at udtrykke sig. Men jeg vil godt understrege, at det er meget tvivlsomt, om man kan stille sådan et krav op. Det betyder jo i praksis, at man afskærer en nyetableret virksomhed fra at udføre tjenesteydelser i et andet EU-land. Jeg er meget tvivlende overfor, at man kan køre på en snæver formodningsregel, siger Peter Pagh til Arbejderen.
Det lykkedes ikke i går Arbejderen at få fat på ministeren og få ham til at uddybe, hvad han bygger sin overbevisning på. I de domme, Beskæftigelsesministeriet henviser til i sin 'manual' for ophold og arbejde i Danmark for statsborgere fra de nye EU-lande, omtales ganske vist to domme i forbindelse med 'det opholdsretlige grundlag for udstationerede'. Men dommene indeholder intet, der kan understøtte de danske krav. Og som Peter Pagh i går understregede i Arbejderen, indeholder heller ikke udstationeringsdirektivet noget, der minder om sådanne krav.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland