Statsministeriet har givet 40 borgere aktindsigt i beslutningsgrundlaget for, at Danmark blev sendt i krig imod Irak. CensurNyt samler penge ind.
Omkring 40 borgere i Danmark har fået aktindsigt i grundlaget for, at Danmark gik i krig imod Irak i 2003. Men for at få udleveret papirerne skal de betale en krone per side.
- Vi skal betale 5.000 kroner for at få indsigt i en brøkdel af de hemmelige Irak-papirer, som regeringen vil frigive. Fint nok Fogh. Hvis det skal være på den måde, så samler vi ind, siger Peter Kofod og Frederik Grøn Schack, talspersoner for foreningen CensurNyt.
Statsministeriet kan i de enkelte sager vurdere, om de vil tage penge for at udlevere kopier. Men når det er så store mængder, som der her er tale om, så vil statsministeriet ikke have resurser til at gøre det gratis, påpeger Johan Legarth, jurist i statsministeriet, over for Arbejderen. Men samtlige 40 borgere har fået tilbudt at kunne læse de 5.000 sider i statsministeriet.
CensurNyt samler nu penge ind på vegne af de 40 borgere, der har fået aktindsigt. I skrivende stund har foreningen samlet lidt over 3.000 kroner ind i bidrag. Alt hvad der kommer ind ud over 5.000 kroner vil blive brugt til at lirke mere åbenhed igennem om den danske regerings krigsdeltagelse, lover talsmændene.
Beslutningsgrundlaget for Irakkrigen er lagt helt åbent frem, har statsminister Anders Fogh Rasmussen gang på gang sagt. Men det mener foreningen CensurNyt er 'en stor, fed, sort løgn' som er dokumenteret i de Irak-kritiske medier og i Folketinget. Alt er absolut ikke lagt åbent frem, mener de to talsmænd.
Men jurist Johan Legarth forventer ikke, at der falder nogen bombe ved den aktindsigt, de 40 borgere har fået. Det, der kan lægges frem, er stort set blevet det, påpeger han.
- De har søgt lidt bredere på Irak-krigen og senere end andre, så det kan godt være, at de kan læse noget, som andre medier ikke har fået indsigt i. Jeg vil ikke afvise, at de kan finde noget, der er af interesse. Det er jo voldsomt materiale, så de kan jo godt læse noget, som andre ikke er faldet over. Fortrolige papirer og interne arbejdsdokumenter vil de ikke få udleveret, siger Johan Legarth.
CensurNyt mener dog, at de kan finde mere i de hemmelige papirer. Peter Kofod og Frederik Grøn Schack mener, at de store danske medier bevidst undertrykker en række nyheder, som er af afgørende betydning.
Du kan læse mere om pressens censur, aktindsigt og indsamlingen på www.censurnyt.dk. Du kan også støtte økonomisk over hjemmesiden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278