Tillidsmanden på slagteriet i Hjørring håber, at virksomheden kan føres videre med en anden ejerkreds. Men han ved også, at Danish Crown vil gøre alt for at undgå at det sker.

Det er ikke ligefrem glæden, der driver slagteriarbejderne i Hjørring på arbejde for tiden.
Skulle man være i tvivl om, hvordan det er at møde på den arbejdsplads, hvorfra man er fyret den 27. maj, sættes det hurtigt på plads af tillidsmand Jørn Katballe.
- Folk er blevet mere ligeglade. Hvor de førhen kom på arbejde, selvom de var lidt halvsløje, så tager folk nu den sygedag eller flere, de har brug for.
Det mener tillidsmanden ikke, man kan fortænke kollegerne i. Han synes da heller ikke selv, at det er så sjovt for tiden, og han ser bestemt ikke frem til den sidste arbejdsdag.
- Det bliver uden tvivl en hård dag, når vi skal sige farvel til hinanden, og tiden op til bliver heller ikke speciel morsom.

En kamp for overlevelse
Et stigende antal sygedage er umiddelbart det eneste synlige tegn på, at de fyrede slagteriarbejdere er mismodige og skuffede.
- Jeg synes, folk tog det forbavsende roligt, da den endelige besked om lukning kom. Selvfølgelig var de frustrerede, og derfor strejkede de da også i nogle dage.
Forud var gået flere måneders kamp for at undgå lukningen af slagteriet i Hjørring. Der blev arrangeret høring, lavet gadeaktioner og indspillet en version af det gamle Christiania-hit 'I kan ikke slå os ihjel'. Lokalpolitikere, folketingspolitikere, faglige organisationer og erhvervsfolk blev inddraget.
Forslag der kunne afbøde virkningerne af en lukning blev bragt på bane.
- Blandt andet foreslog vi, at udskyde lukningen af udbeningsafdelingen et års tid. Det ville have sikret brød på bordet hos omkring 100 af de ansatte og have givet mere tid til at få lavet fornuftige uddannelsesplaner til de fyrede, forklarer Jørn Katballe.
Men slagteri-giganten lod sig ikke påvirke. Onsdag den 9. februar traf koncernens bestyrelse den endelige beslutning om at dreje nøglen i Hjørring og fyre 450 slagteriarbejdere.

De besindige nordjyder
- Faktisk er jeg blevet overrasket over, hvor fattet folk har været. De fleste har været rimeligt afklaret på, hvilke kurser eller uddannelse, de gerne ville i gang med for at forbedre deres fremtidige jobmuligheder. Vi har folk, der starter på handelsskole, og en enkelt har planer om at gå i gang med en fireårig læreruddannelse. Ja og så er der 13 mand, som har valgt at springe på uddannelsen til social- og sundhedsassistenter. Det er nok det, der har overrasket mig allermest.
Men man skal ikke tage fejl, tilføjer tillidsmanden. Under overfladen lurer store omvæltninger. Mange kommer til at lægge deres liv fuldstændigt om. Det gælder både dem, der kommer i uddannelse, og måske især dem der ikke finder andet arbejde. Der er en verden til forskel på dagpengesatsen og så en god slagteriarbejderløn, bemærker tillidsmanden nøgternt.
- Det er jo aldrig sjovt for folk, især ikke for dem i 50-60 års alderen, at få at vide, at de snart står uden arbejde - og da slet ikke i den her landsdel.

Monopolets magt
Kunne han bestemme, så blev slagteriet ført videre med en anden ejerkreds, og han kan ikke helt slippe tanken om, at det kan lade sig gøre.
- Flere svineproducenter har sagt, at de er interesseret i at skyde penge i foretagendet. En af producenterne sender 40.000 svin til Tyskland hvert år. Han er villig til at vende lastbilerne og i stedet køre til Hjørring, hvor der slagtes 2.800 svin dagligt, når produktionen er på sit højeste.
- Desværre er svineproducenterne og en ny investorkreds ikke alene om at bestemme. Danish Crown ønsker ingen konkurrence, uanset hvor lille eller stor den måtte være. Jeg synes konkurrence er godt, men det her drejer sig om noget helt andet, nemlig monopolisering.
- Danish Crown ved godt, at masser af leverandører står på spring for at levere til andre slagterier, og koncernen har da også sagt, at den vil sælge. Men jeg frygter bare, at den vil stille tekniske hindringer i vejen
Et par af de tekniske hindringer, som Jørn Katballe har i tankerne, går på, at Danish Crown ved salget af bygningerne betinger, at der ikke må slagtes grise i fem år. Eller at prisen for at overtage bygningerne sættes så højt, at det er urealistisk for nye ejere at tage over.

Nul konkurrence, tak
Danish Crown har imidlertid ikke mulighed for at indføre en ejendomsklausul i virksomheden, som forbyder, at andre kan videreføre den samme type produktion.
Det står i en kendelse, som Konkurrencestyrelsen afgav i forbindelse med fusionen mellem Danish Crown og Steff Houlberg.
I kendelsen fra 2002 står der blandt andet:
'Endelig forpligtede Danish Crown sig til ikke at benytte ejendomsklausuler i fremtiden, når slagterier blev lukket og solgt.'
Derfor er det mest sandsynligt, at Danish Crown vil forsøge at forhindre et konkurrerende slagteri i Hjørring, ved at skrue prisen så højt op, at det ikke er muligt for lokale kapitalejere at forsætte slagteriet rentabelt.
Fusionen mellem Danish Crown og Steff Houlberg gjorde slagteriet i Struer 'overflødigt' og omkring 300 slagteriarbejdere måtte betale med jobbet.
Efter tre år, er Struer-slagteriet stadig ikke solgt, så vidt Jørn Katballe ved.
- Hvis vi nu kunne overtage de klausuler her i Hjørring, og vi har både arbejdskraften, investorer og svineproducenter, så ville det begynde at ligne noget.
De klausuler, som den nordjyske tillidsmand hentyder til, kan også læses i Konkurrencestyrelsens kendelse fra 2002. Her står det sort på hvidt, at Danish Crown pålægges at sælge det lukkede slagteri i Struer til fortsat drift med ugentlig slagtning på 10.000 svin.
Hvor lang en tidsfrist, der blev sat på salget fra styrelsens side, er ikke offentligt. Hvis den frist var tre år, som rygterne siger, så er den frist overskredet.
- Så vi er spændte på det næste bestyrelsesmøde først i marts i Danish Crown. Måske får vi noget mere at vide om Struer efter det møde, så vi ved, hvad vi har at gå efter.

Arla-effekt
I sit stille indre håber Jørn Katballe, at der vil komme en slags Arla-effekt fra forbrugerne i forhold til produkter fra slagteri-giganten.
- De lukker en sund virksomhed i en hårdt plaget landsdel og flytter produktionen til Tyskland. Når det oveni er kommet frem, at de bruger østeuropæisk arbejdskraft, der arbejder op til 14 timer om dagen og spises af med usle lønninger, så leger de med ilden.
Jørn Katballe ved endnu ikke, hvad han selv skal give sig til, når det slutter efter 27 år på slagteriet.
Det har han heller ikke tid til at tænke på lige for tiden, hvor de fleste arbejdsdage går med at hjælpe kollegerne videre i deres liv.
Telefonerne - både den stationære og den uundværlige mobile - ringer utallige gange i løbet af det timelange interview, der finder sted på tillidsmandskontoret. Dertil kommer en konstant vandring ind og ud af kolleger, der skal til samtale om deres planer for fremtiden i lokalet ved siden af. Her passer tillidsmandsreserven, John Andersen, midlertidigt roret.
- John og jeg bliver de sidste, der forlader skansen. Det er en del af koncernens socialplan, at vi skal passe butikken i op til ni måneder efter, at fabrikken er lukket.