23 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frank eller Helle - det er spørgsmålet

Frank eller Helle - det er spørgsmålet

Fredag, 11. marts, 2005, 00:00:00

Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt har turneret landet rundt de sidste uger for at præsentere sig inden den socialdemokratiske kongres i morgen. Arbejderen tog med til valgmøde i Århus.

Arbejderen tog med til valgmøde i Århus.
At være fløjkriger er åbenbart noget af det værste man kan sige i Socialdemokratiet lige netop nu, hvor der kæmpes om den nye formandspost. Det var i hvert fald det eneste punkt hvor den skarpe debattone kom frem, da de to kandidater mødtes i Århus onsdag aften.
- Jeg har ikke deltaget i nogen kaffeklubber. Jeg finder mig ikke i at blive udpeget som fløjkriger, kom det en smule skingert fra Helle Thorning-Schmidt.
- Come on Helle, at udpege mig som fløjkriger fordi jeg i 1992 holdt en tale for Svend Auken, lød det fra Frank Jensen, som mente, at Helle kunne have haft brug for en kaffeklub i den periode, hvor hun sad i EU-parlamentet. Her valgte som bekendt et af Socialdemokratiets tre medlemmer at blive løsgænger, mens de to andre ikke kunne snakke sammen.
Fløjkrigen blev bragt ind i debatten af LO-formand Hans Halvorsen, som gerne ville have be- eller afkræftet de oplysninger, der er kommet frem i radioudsendelsen Orientering, om, at en gruppe socialdemokrater i det sidste års tid har arbejdet bevidst for at køre Helle Thorning-Schmidt i stilling som formandskandidat. Ifølge radioudsendelsen skulle blandt andet LO's næstformand Tine Aurvig-Huggenberg, den nuværende partisekretær Jens Christiansen, folketingsmedlem Morten Bødskov samt Dansk Metal spille en central rolle i denne plan.
Helle Thorning-Schmidt dementerede på det kraftigste. Og bortset fra denne episode blev der holdt en fordragelig tone hele vejen igennem. De to kandidater har valgt at snakke pænt om hinanden og indstiller også begge til den ekstraordinære kongres i morgen, at der ikke skal være afstemning på kongressen. I stedet anbefaler de, at formandsvalget sendes direkte til urafstemning.

Hvor er forskellen
Fordrageligheden var så stor, at flere efterlyste nogle klare meldinger om forskellen.
- Jeg kan godt se forskellen. Jeg vil have, at partiet skal ligge hvor det gør nu. Ikke længere til højre, lød svaret fra Helle Thorning-Schmidt.
- Jeg har min inspiration i det nordiske velfærdssamfund, som bygger på borgerrettigheder. Så vidt jeg ved er Helle mere inspireret af det engelske Labour og Holland, sagde Frank Jensen.
Det med Labour valgt Helle behændigt at undgå at kommentere. Sikkert fordi hendes svigerfar, Neil Kinnock, er den tidligere partileder for Labour, som for alvor satte gang i moderniseringsprocessen af dette parti. Også han mener, ligesom Helle Thorning-Schmidt, at klassekamp hører fortiden til.
Og netop spørgsmålet om klassekamp har været et af valgkampens debatemner:
- Når vi taler om klassekamp slører vi de nye modsætninger. Der er ikke en kæmpeafstand mellem dem, som ejer virksomhederne og dem som arbejder på dem. Forskellen er mellem dem som har arbejde og dem som står udenfor arbejdsmarkedet. Vi skal kæmpe for alle de mennesker, som ikke kan selv, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Frank Jensen pointerede i stedet, at 'verdens bedste velfærdssamfund er skabt i kamp. Det vil altid være en faglig og politisk kamp at skabe resultater'.
Et andet punkt, hvor det også kan spores forskelle, er holdningen til Irak-krigen og holdningen til Danmarks deltagelse i andre krige:
- Det mest overraskende, der er sagt i aften, er, at Helle vil sende os i krig uden et klokkeklart FN-mandat, lød det fra en af deltagerne.
- Det er ikke partiets politik at vi skal have et klokkeklart FN-mandat. Det var der heller ikke i Kosova. Jeg vil have råderum til at gribe ind. FN-reglerne må ikke blive en barriere for, at vi er ansvarlige, sagde Helle Thorning Schmidt og mente at hun nok ville have stemt det samme som folketingsgruppen i forhold til Irak-krigen.
Det var Frank Jensen nu ikke helt sikker på.
- Det svarer ikke til hvad du tidligere har sagt. Det vigtigste er at have klarhed, specielt når vi skal i krig. FN-pagten var opfyldt i Kosova, lød det fra Frank Jensen, som også gerne ser at tropperne i Irak - på sigt - får andre opgaver:
- Jeg har ikke sagt, at tropperne skal hjem i morgen. Vi skal støtte genopbygningen men vi skal væk fra det militær spor.

Midten eller til venstre for midten
Hvor skal Socialdemokratiet placere sig - i midten eller til venstre for midten. Og hvad betyder det konkret?
- Socialdemokratiet er ikke et midterparti, vi har vores klare holdninger til venstre. Fornyelsen af velfærdssamfundet skal vi forankre i de værdier, vi har. Vi er ikke kunder i butikken Danmark. Vi er borgere. Vi har rettigheder. Mange vil gerne lave Danmark om til et forsikringssamfund, det er ikke den vej vi skal gå, sagde Frank Jensen.
- Vi skal passe på at lade os køre rundt i manegen af Venstre - bare fordi de siger, at de er på midten. De skal ikke have lov til at flytte os derfra hvor vi er i dag. Det vil gøre Anders Fogh langt sikrere i sadlen, mente Helle Thorning-Schmidt.
En deltager efterlyste, at Helle blev mere konkret, når hun talte om fornyelse. Står det du siger ikke allerede i vores principprogram, lød spørgsmålet.
- Jeg er stolt over, at det jeg siger er i overensstemmelse med vores principprogram. Det nye er at skabe en god kontakt til vælgerne, svarede Helle Thorning Schmidt, som til gengæld blev lidt mere konkret da der blev spurgt om en holdning til 'de enorme strukturelle problemer, som Velfærdskommissionen peger på'.
- Alle siger at vi har et finansieringsproblem. Det kan godt være at samfundskagen bliver større, men det gør udgifterne også, lød svaret fra Helle Thorning-Schmidt og slog endnu engang til lyd for omlægning eller afskaffelse af efterlønnen for alle over 40 år.
Frank Jensen var til gengæld dybt bekymret over den konservative sammensætning i Velfærdskommissionen og mente ikke, at det var nødvendigt at ændre på efterlønnen.
- Hvad mener I om obligatorisk medlemskab af a-kasserne, lød et andet spørgsmål.
Også her var Helle Thorning-Schmidt lidt konkret:
- Jeg er fascineret af ideen om obligatorisk medlemskab. Fagbevægelsen skal have gode argumenter for at vi ikke går videre i det spor.
Frank Jensen kendte allerede fagbevægelsen argumenter:
- Fagbevægelsen ønsker det ikke, fordi de ønsker at a-kasserne skal bevare tilknytningen til fagforeningerne, forsikrede han.
Præcis klokken 21.30 blev der lukket for spørgsmålene fra de 3-400 socialdemokratiske medlemmer. De to kandidater fik ordet til en afsluttende bemærkning.


Helle Thorning-Schmidt
Født: 1966
Far: Direktør i Illum
Mor: Edb-programmør og kontorchef
Gift med Stephen Kinnock
To børn: Johanna på 8 år og Camilla på 5 år
Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet
Fra 1997 ansat som EU-konsulent i LO
Medlem af EU-Parlamentet 1999-2004
Folketingsmedlem fra 2005 for 10. kreds Østerbro
Blev medlem af Socialdemokratiet i 1993
Yndlingsbog: 'Stolthed og fordom' af Jane Austen
Rollemodel: Nelson Mandela og H.C. Hansen
Forbillede: Jens Otto Krag
www.thorning-schmidt.dk


Frank Jensen
Født: 1961
Far: mejerist og borgmester
Mor: pædagogmedhjælper
Gift med Jane Frimand Pedersen
To børn: Rasmus på 21 år og Lasse på 19 år
Cand.oecon, Aalborg Universitetscenter 1986
Arbejdsmarkedsforsker samme sted 1986-87
Folketingsmedlem fra 1987 for Aalborg Nord-kredsen
Politisk ordfører 1993-1994
Forskningsminister 1994-1996
Justitsminister 1996-2001
Politisk ordfører fra 2002
Blev medlem af Socialdemokratiet som 14-årig
Yndlingsbog: 'Pelle Erobreren' af Martin Andersen Nexø
Rollemodel: Anker Jørgensen
Forbillede: Willy Brandt
www.frank-j.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland