Der tegner sig et flertal uden om regeringen for at lave en undersøgelse af kommunernes aktiveringsfabrikker. Enhedslisten vil stoppe fabrikkerne.
- Det er godt, at vi nu endegyldigt får fastslået, at kommunerne ikke må lade virksomheder som Bodum misbruge kontanthjælpsmodtagere som billig arbejdskraft. Der er jo tale om helt almindeligt arbejde, som selvfølgeligt skal udføres til ordinær løn, siger Line Barfod fra Enhedslisten.
Hendes kommentar kommer efter, at Arbejdsmarkedsrådet i Vejle nu endelig har erkendt at Bodum-aktiveringen i Fredericia og Egtved kommuner var ulovlige.
- Hidtil har det været regeringens politik at opmuntre kommunerne til at følge i Brixtoftes eksempel fra Farum med aktiveringsfabrikker. Den seneste afgørelse er et kraftig vink med en vognstang til regeringen om, at den må ændre kurs, siger Line Barfod.
Både Socialdemokraterne og Enhedslisten kræver nu, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sætter en grundig undersøgelse i gang af kommunernes beskæftigelsesprojekter. Især skal der sættes fokus på hvad konkurrencen fra aktiveringsprojekterne betyder for almindelige virksomheder og arbejdspladser.
Advokatfuldmægtig Lars Bjørknæs fra Århus fører for øjeblikket mellem fem og ti sager for arbejdsgivere, der føler sig udkonkurreret af kommunale aktiveringsprojekter. Han har blandt andet sager i Vejle, Skive, Aalestrup, Hobro, Aalborg, Herning, Svendborg og Brøndby. I Bodum-sagen fører han retssag imod både Egtved og Billund kommuner.
Arbejdsmarkedsrådet i Vejle skal i nær fremtid igen tage stilling til en anden aktiveringssag, hvor 40 arbejdsløse pakker tyggegummi for Gumlink i det såkaldte 'produktionshus' i Vejle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278