Strammere regler skal få langtidssyge i arbejde hurtigere end nu - og Falck får en ny chance.
Det er slut med at sygemeldte må blive hjemme, til man er rask. Kommunen kan fremover sluse en sygemeldt gradvist tilbage til arbejdet - og fratage vedkommende sygedagpengene, hvis han/hun ikke makker ret. For at kommunen skal sætte ekstra fut i sagerne, får den fremover kun 35 procents refusion af udgifterne til sygedagpenge for langtidssyge, der har gået sygemeldt over seks måneder.
Det er blot nogle af elementerne i et lovforslag, arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen lagde frem ved Folketingsåbningen torsdag. Lovforslaget er et led i regeringens bebudede indsats mod sygefravær, og i bemærkningerne til loven er beskæftigelsesministeren selv inde på, at det indeholder indgreb i den personlige retssikkerhed.
Ifølge lovforslaget skal lægeerklæringer fremover indeholde en nøje gennemgang af, 'hvilke funktionsbegrænsninger sygdommen medfører'. Desuden skal den sygemeldte udfylde et detaljeret oplysningsskema om sin sygdom til kommunen. Alle disse oplysninger skal kommunen bruge til at lave en 'opfølgningsplan', som kan indebære en gradvis tilbagevenden til arbejde før en fuldstændig raskmelding.
I lovforslaget står der, at en sådan gradvis tilbagevenden 'som udgangspunkt' besluttes i enighed mellem kommunen, virksomheden og den sygemeldte. Men hvis den sygemeldte ikke vil være med til en delvis tilbagevenden, kan kommunen skære i sygedagpengene.
Lovforslaget åbner desuden op for at inddrage 'andre aktører' til at varetage opfølgningsplanen for den sygemeldte. Det kan for eksempel være Falck-koncernen, der via Falck Healthcare kører en ordning, kaldet 'Go' Bedring', som virksomheder kan abonnere på. Her tager Falck Healthcare sig af sygemeldinger og opfølgning på dem, og reklamerer med at deres indsats får de ansatte hurtigere tilbage i arbejdet.
Ifølge lovforslaget skal kommunen i alle sager med gradvis tilbagevenden til arbejdet 'sikre, at den sygemeldte genoptager arbejdet i fuldt omfang så hurtigt som muligt.'
For at tilskynde til dette nedsættes statens refusion af sygedagpenge til kommune fra 50 til 35 procent i sidste halvdel af det år, den sygemeldte kan få sygedagpenge fra kommunen. Hvis kommunen ikke følger beskæftigelsesministerens retningslinier for opfølgning, kan refusionen helt bortfalde.
Denne del af lovforslaget får hård medfart i Kommunernes Landsforening, der peger på at problemet ligger et helt andet sted, nemlig i ventetiderne i behandlingssystemet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278