22 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forbund raser over vetoret

Forbund raser over vetoret

Lørdag, 26. februar, 2005, 00:00:00

Regeringen vil give finansministeren vetoret ved OK-forhandlinger i de kommende regioner - planen møder rasende modstand i fagforbundene.

Et lovforslag, som regeringen har fremsat som led i kommunalreformen, vil give finansministeren vetoret ved de kommende overenskomstforhandlinger i de nye regioner. Det vækker vrede og undren i Dansk Sygeplejeråd (DSR) og forbundet Fag Og Arbejde (FOA).
- Det her fjerner fuldstændig formålet med at føre overenskomstforhandlinger for vores social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, portører, køkkenmedhjælpere og rengøringsfolk på hospitalerne. Der vil ikke være nogen mening i at forhandle sig frem til et resultat, som så bliver underkendt af finansministerens repræsentant. Så kan vi lige så godt forhandle direkte med finansministeren, siger FOA's formand Dennis Kristensen til Arbejderen.
Han undrer sig også over, hvor inspirationen til veto-paragraffen kommer fra.
- Vetoretten var ikke med i det lovudkast, vi fik sendt til høring før jul. Ellers kan jeg godt love dig for, at vi ville have reageret noget før.
DSR-formand Connie Kruckow kalder lovforslaget 'fuldstændigt uacceptabelt.
- Det er en tilsidesættelse af den frie forhandlings- og aftaleret og dermed hele den danske model, siger sygeplejerskernes formand.
Det mener Enhedslisten også. Partiet vil nu kræve finansministeren i samråd for at få svar på formålet med, at regeringen vil blande sig i løndannelsen i regionerne, oplyser Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr.
- Det er udtryk for rendyrket centralisme, siger Jørgen Arbo-Bæhr.
Det mener finansministerens partikollega, amtsborgmester Hans Jørgen Holm, også. Han er formand for Amtsrådsforeningens løn- og forhandlingsudvalg, og har som arbejdsgiver-repræsentant netop været med til at forhandle en overenskomst på plads for amternes ansatte.
- Det unikke i det danske lokale selvstyre er, at det er aftalebaseret - og det er det, man nu piller ved. Det er en centralisering, og jeg er ikke centralist, siger Hans Jørgen Holm til Politiken.


Finansministerens vetoret fremgår af paragraf 37 i lovforslag L 65. Den handler om oprettelse af Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Ifølge paragraffen udpeger Finansministeren ét medlem til nævnet. Men dette medlem kan 'modsætte sig nævnets beslutninger' hvis finansministeren finder, at en indgået overenskomst eller aftale ikke 'er i overensstemmelse med målsætningen for udviklingen i de offentlige udgifter.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland