14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nordjyske job til Saudi-Arabien

Nordjyske job til Saudi-Arabien

Torsdag, 17. februar, 2005, 00:00:00

Arla Foods flytter produktion til Saudi-Arabien. Det går ud over 70 nordjyder, der betaler prisen for at Europas største mejeriselskab kan score kassen.

Ny massefyring rammer Nordjylland.
Denne gang er det 70 ansatte på Bislev Mejeri ved Nibe, der må bøde for, at mejeri-giganten Arla Foods flytter produktionen af smelteost til Saudi-Arabien.
- Det kom fuldstændig bag på os, og det var en trist besked. Men generelt tog folk det fattet, siger tillidsmand Max Vinther.
Han får nu travlt med at få styr på kollegernes ønsker til efteruddannelse og omskoling, så de kan blive klædt på til et andet job.
Flytningen er led i en bevidst strategi fra koncernens side, der går på at fordoble salget af ost, smør og fløde i Mellemøsten fra de nuværende 60.000 til 120.000 tons i 2010. Arla Foods har i øjeblikket en total omsætning i regionen på 2,5 milliarder kroner.
Selve produktionen er billigere i Nordjylland, hvor mælken kommer lige til døren, men Arla har beregnet, at der kan spares penge på fragt og told og hentes højere EU-tilskud ved at flytte produktionen til Saudi-Arabien.
Produktionsdirektør Hans Hellerup-Nielsen vil dog ikke røbe, hvor mange penge mejerikoncernen kan spare ved at flytte produktionen af 13.000 tons smelteost på glas fra Bislev Mejeri til Saudi-Arabien.
Beslutningen skulle ikke komme til at berøre de danske mælkeleverandører.
- Produktionen af smelteost i Saudi-Arabien bliver baseret på de danske råvarer, siger pressechef Louis Illum Honoré til Arbejderen.
Beslutningen får virkning fra oktober 2006, hvor 60-70 ud af de 153 ansatte på Gislev Mejeri skal se sig om efter andet arbejde.
I dag produceres der også feta-ost på mejeriet og det skal der fortsættes med. Den produktion kan det nemlig ikke betale sig at flytte - for Arla Foods forstås.


Arla
Arla Foods er et andelsselskab, der ejes af 11.600 danske og svenske mælkeproducenter. Sidste år indvejede de danske mælkeproducenter 4.053 millioner kg.
Arla Foods er Europas største mejeriselskab. I 2003/04 nåede selskabet op på en omsætning på omkring 48 milliarder kroner.
Arla Foods har produktion af mælkeprodukter i Danmark, Sverige, England, Saudi-Arabien, Argentina, Brasilien og Polen. Der produceres på licens i USA og Canada.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland