14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opruster til protestdag

Opruster til protestdag

Torsdag, 17. februar, 2005, 00:00:00

Den københavnske fredsbevægelse syder af aktivitet op til to-års-dagen for Irak-krigens start den 19. marts. Verden over afholdes demonstrationer.

Den 19. marts er det to-års-dagen for Irak-krigens start og verden over bliver der opfordret til protester.
I København sætter Nej til Krig alle kræfter ind. På dagen arrangeres en stor demonstration fra USA's ambassade, samt en fredskoncert om aftenen. Det foregår under parolerne: Stop besættelsen af Irak; Træk de danske tropper hjem; 100.000 døde er mere end nok.

Mange unge mod krigen
Siden december har Nej til Krig desuden samlet underskrifter mod krigen, samt støttebeløb til annoncer i dagbladene. Hver torsdag mødes aktivisterne på Kultorvet, og flere nye er kommet til. Det er indtil videre blevet til nogle tusinde underskrifter og lidt flere kroner, og aktivisterne er håbefulde.
«- Selvom de fleste politikere ikke ville tale Irak-krig under valgkampen, var der mange vælgere der ville det. Særligt blandt unge er krigen et vigtigt spørgsmål, og det oplever vi blandt andet på Kultorvet. Mange er glade for overhovedet at blive spurgt om deres mening. Det engagement håber vi at kunne udløse 19. marts, siger Helene Caprani fra Nej til Krigs koordinationsgruppe.
- Selvom det irakiske valg bliver fremstillet som en succes i medierne, er folk på gaden stærkt skeptiske. Og det er der ikke noget at sige til; alle opstillede partier skulle sige god for besættelsen, og alene det gør jo valget til en farce. Vores hovedkrav om at stoppe besættelsen og trække de danske tropper hjem har bred opbakning blandt danskerne, det har vi Gallups ord for, siger hun.

Rift om materialerne
Interessen i befolkningen smitter positivt af på fredsaktivisterne.
- Vi har trykt 5000 meget flotte plakater, som designeren Leo Scherfig har lavet til os. Allerede en uge efter modtagelsen er en tredjedel sat op og delt ud blandt lokale fredsgrupper og medlemsorganisationer, fortæller Helene Caprani.
- På samme tid har vi solgt 400 badges med samme motiv, så modtagelsen af materialerne har været utroligt positiv. I det hele taget er der rigtig meget aktivitet i fredsbevægelsen i øjeblikket. Der kommer igen helt nye aktivister, og der er en god gejst, siger hun.

Peace motherfucker!
Den 19. marts om aftenen holdes der koncert under overskriften Peace motherfucker! Den foregår på Stengade 30, og byder på et udpluk af danske politiske musiknavne indenfor genrerne rock og hip hop.
Rapperne Ole D og Per V, tidligere frontfigurer i Sund Fornuft, har ofte spillet USA-kritiske numre på Nej til Krigs demonstrationer. Også Aalborgs undergrund er repræsenteret; rapperne Jonny Hefty & Jøden kommer forbi sammen med rockbandet Den Røde Løber. De to navne har netop indspillet sangen 'Cirkus Dollargrin', der handler om det amerikanske præsidentvalg.
Noget så kuriøst som et buddhistisk rockband er der også plads til: Sparkplug fra Horsens, der netop har udgivet cd'en Counter Culture, og lyrik/musikbandet Ordkløver med frontmand Boris Schiøler (kendt fra Düreforsög og Bleeder) slutter aftenen af i salen.
På café Stalingrad, Stengade 30's første sal, vender DJ Miraculix Galarsystem plader til den lyse morgen - og så lover arrangørerne små politiske happenings i huset aftenen igennem.


Demonstration
Den 19. marts starter Nej til Krigs demonstration kl. 12 foran USA's ambassade, Dag Hammarskiölds Allé 24 på Østerbro. Programmet vil snart kunne findes på www.nejtilkrig.dk. Her er der også henvisning til demonstrationer i andre byer i landet.
Underskriftslister i PDF-format kan hentes samme sted.
Plakater og badges kan bestilles på tlf. 33933324, Jeppe.
Tilmelding til Nej til Krigs elektroniske nyhedsbrev sker på kontor@nejtilkrig.dk.

Aktivisme på Kultorvet
Hver torsdag fra 15.30-17.00 kan du møde aktivister fra Nej til Krig, og give en hånd med at samle underskrifter og sælge badges.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland