14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Århusianerne gik mod landstendensen

Århusianerne gik mod landstendensen

Torsdag, 17. februar, 2005, 00:00:00

Oppositionspartierne, S, SF, Enhedslisten og de Radikale fik tilsammen mere end halvdelen af stemmerne i Århus by og Venstre fik en ordentlig valglussing.

Ligesom i København gik vælgerne i den jyske hovedstad mod landstendensen og stemte på oppositionen til folketingsvalget den 8. februar.
Oppositionspartierne, S, SF, Enhedslisten og de Radikale fik tilsammen mere end halvdelen af stemmerne i Århus by. De fire partier fik mellem 52 og 60 procent af stemmerne i de fire århusianske kredse. Lige modsat ser det ud i resten af Århus amtskreds, hvor regeringspartierne og Dansk Folkeparti får mellem 50 og 60 procent af stemmerne.
Vælgerne i Århus gav regeringspartiet Venstre en ordentlig valglussing. Partiet gik fire procent tilbage i de fire århusianske valgkredse og mistede to af sine tre mandater i folketinget. Kun Eyvind Vesselbo, som har siddet som formand for Folketingets miljøudvalg, opnåede genvalg.
Derimod lykkedes det Socialdemokraterne at holde skansen. Trods det sviende valgnederlag på landsplan og en tilbagegang i Århus på 3,5 procent kan partiet med opbud af al valgets matematik fastholde fire mandater i byen og de syv mandater i amtskredsen.
Enhedslisten fik også i Århus et flot valg med 3,7 procent af stemmerne, en fremgang på 1,1 procent, og med hele 5726 personlige stemmer var der come back i Folketinget til Frank Aaen. Derimod var det ikke nok til at sende tidligere byrådsmedlem, Søren Egge Rasmussen, i tinget.
Valget store vinder i Århus blev de radikale med en fremgang på hele 4,3 procent af stemmerne. Partiet hentede mange nye stemmer i det vestlige Århus, hvor flere indvandrerforeninger delte løbesedler ud med opfordring til at stemme radikalt i protest mod Dansk Folkepartis indvandrerfjendske politik. Det sendte den radikale stemmesluger i Århus Vest, Morten Østergaard i Folketinget.

Sejr ikke ubetinget positiv
Oppositionens sejr i Århus er glædelig men ikke ubetinget positiv, mener Enhedslistens byrådsmedlem Keld Hvalsø Nedergaard.
- Socialdemokraterne får tæsk, og venstrefløjen til venstre for S går lidt frem, mens radikale går kraftigt frem. Selvom jeg ikke tror man kan omregne det direkte til kommunalvalget, betyder det, at de radikale igen ville blive tungen på vægtskålen, siger han til Arbejderen.
Resultatet har fået Socialdemokraterne til at vejre morgenluft og håbe at det skal lykkes at vælte venstreborgmester Louise Gade af pinden efter kun én valgperiode og få den nye socialdemokratiske kandidat Nicolai Wammen som ny borgmester.
Men det er vigtigt at der bliver skabt et rødt flertal uden om de radikale, mener Keld Hvalsø Nedergaard.
- De radikale har på landsplan haft fremgang ved at ligge til venstre for regeringen på indvandrerpolitikken. Men resten af deres politik er jo borgerlig. Mange af de mennesker, som har stemt radikalt, er jo vælgere som i mange andre spørgsmål ligger meget tættere på Enhedslisten. Nu drejer det sig om, at vi vinder de stemmer tilbage som rettelig tilhører venstrefløjen, sige han.

Fagbevægelsen fordobler valgbudget
At det kan lykkes at skabe et S-SF-Ø flertal i Århus igen, viser de lokale meningsmålinger, der siden de første budgetindgreb alle har stået til rødt flertal.
Efter valget har LO Århus meddelt, at fagbevægelsen fordobler sit valgbudget til kommunalvalget og vil anbefale sine medlemmer at stemme på Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. LO vil køre sin egen kampagne, der bliver ingen direkte økonomisk støtte til de tre partier.


Mandatfordelingen i Århus Amt
Afvigelse fra 2001 i parentes

Socialdemokraterne
120.526 stemmer
29,0 (-2,8) pct. af stemmerne
5 (-1) mandater
2 tillægsmandater

Det Radikale Venstre
40.354 stemmer
9,7 (4,3) pct. af stemmerne
2 (1) mandater
0 tillægsmandater

Det Konservative Folkeparti
39.950 stemmer
9,6 (1,7) pct. af stemmerne
2 (1) mandater
0 tillægsmandater

Socialistisk Folkeparti
25.259 stemmer
6,1 (-0,2) pct. af stemmerne
1 (0) mandater
0 tillægsmandater

Dansk Folkeparti
45.398 stemmer
10,9 (0,5) pct. af stemmerne
2 (0) mandater
1 tillægsmandater

Venstre
116.041 stemmer
27,9 (-2,7) pct. af stemmerne
4 (-1) mandater
2 tillægsmandater

Enhedslisten
15.151 stemmer
3,7 (1,1) pct. af stemmerne
0 (0) mandater
1 tillægsmandater

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland