Det var et rent bagholdsangreb fra ledelsens side, der fik slagteriarbejderne på Tulip i Ringsted til i første omgang at acceptere en 15 procents lønnedgang.
Frygten for at miste jobbet fik i december sidste år slagteriarbejderne på Tulip i Ringsted til at acceptere en lokalaftale med 15 procents lønnedgang. Strejker på koncernens øvrige slagterier fik hurtigt de ansatte til igen at opsige aftalen.
Sådan er den korte historie. Men historien er langt fra så enkel.
Ledelsen i Tulip lovede, i forbindelse med opkøbet af Oldenburger Fleischwarenfabrik i Tyskland sidste forår, at så længe der var pølseproduktion i Danmark, ville Tulips pølsefabrikker i både Svenstrup og Ringsted bestå.
Sådan skulle det ikke gå. Omsætningen af grillpølser i sommeren 2004 svigtede. En del var vejrets skyld, fortæller Lisbeth Andersten, tillidsrepræsentant på Tulip Ringsted.
- Men Dansk Supermarked og Coop Danmark købte den sommer meget andre steder, og meldte i efteråret, at de fremover ville få produceret deres varer andre steder, hvis vi ikke blev billigere. Jeg tror også det har noget at gøre med, at de forbereder sig på, at den tyske supermarkedskæde Lidl er på vej ind på det danske marked. Det hele skal være så billigt som muligt. Men i hvert faldt var vi godt klar over, at der var noget under opsejling, forklarer Lisbeth Andersen.
- Tillidsfolkene gik til ledelsen for at få klar besked. Vi fik at vide, at vil skulle spare - 'ud og samle penge op fra gulvet', som ledelsen kaldte det - selvom jeg aldrig i mine mange år på slagteriet har set penge ligge og flyde på gulvet, siger Lisbeth Andersen med et grin.
Hun bliver dog straks alvorlig igen:
- Det var omkring starten af november - og så kom udmeldingen så den 23. november: Ringsted skal lukke, og produktionen flyttes til blandt andet Svenstrup og Oldenburg.
Chokbølgen
-- Folk havde forventet en større fyringsrunde, men ikke meldingen om lukningen. Den kom som en chokbølge. Vi havde altid forventet, at vores arbejdsplads skulle bestå. Vi laver jo de berømte Steff-Houlberg pølser - de kunne da ikke produceres i udlandet, hvad så med kvaliteten?
Som noget helt ekstraordinært fik TV2 lov til at komme ind på fabrikken, som ellers er hermetisk lukket for offentligheden. Hensigten hermed kom frem, da Tulips produktionsdirektør Peter Philipp for åben skærm blev spurgt, hvad der skulle til for at redde slagteriet, og svarede, at så skulle der en lønnedgang til.
- De stak mikrofonen i hovedet på medarbejderne og spurgte: Er du parat til at gå ned i løn for at redde din arbejdsplads? Det sagde mange jo ja til, og vi stod som tillidsfolk og overvejede, hvad vi skulle gøre. Vi fik en pistol sat for panden. Derfor indgik vi den aftale om 15 procents lønnedgang, som ledelsen lagde foran os. En aftale, som gik ud på at barbere alle akkorder, fortæller Lisbeth Andersen.
Aftalen blev sendt til afstemning blandt de ansatte.
- Folk stemte ja, meget af hensyn til andre end dem selv. De kunne jo se, at for eksempel Sonja på 55 år nok ikke kunne komme i gang andre steder...
Lige efter at aftalen var stemt igennem, udtalte Tulips administrerende direktør Torben Skov offentligt, at han håbede at aftalen bredte sig til andre slagterier. Og så eksploderede det hele, med strejker blandt de øvrige ansatte i koncernen...
Nej til 'lovlig' aftale
Også tillidsfolkene i Ringsted indså hurtigt, at det var en forkert kurs at slå ind på.
- I første omgang krævede hele tillidsmandskollegiet i Danish Crown og Tulip aftalen ophævet. Men det ville Tulip ikke, fortæller Lisbeth Andersen
Slagteriarbejdernes forbund NNF gik derefter ind og erklærede aftalen for overenskomststridig.
- I stedet blev forbundet og Dansk Industri enige om en anden aftale, som udnytter overenskomstens mulighed for at indgå 'knækakkorder', forklarer Lisbeth Andersen.
Knækakkorder, som giver en lavere stigning på akkorden, når arbejdstempoet når over et vist niveau.
- Men i den nye aftale var 'knækket' sat så lavt, at det i praksis ville give den samme 15 procents lønnedgang, forklarer Lisbeth Andersen.
Men nu sagde tillidsfolkene i Ringsted stop.
- Vi var helt enige: Hvis ikke aftalen blev taget af bordet, ville vi nedlægge vores tillidsposter. Og vores kollegaer var lige så enige. Vi havde regnet med at bruge nogle dage til at forberede en afstemning om den nye aftale. Men de krævede afstemning her og nu. De ville gerne kunne se deres kollegaer på de andre slagterier i øjnene. Og aftalen faldt med et brag, fortæller Lisbeth Andersen.
Afstemningen fandt sted den 15. december sidste år. Dagen efter, den 16. december, meddelte Tulips ledelse, at man lukker fabrikken. Omkring en tredjedel af arbejdspladserne forsvinder til Tyskland. Lukningen vil være en realitet den 1. maj. Og de ansatte på Tulip er dagligt vidne til et kontant vidnesbyrd om udflytningen af deres arbejdspladser, fortæller Lisbeth Andersen.
- Lige nu går håndværkere og afmonterer maskinerne for at pakke dem ned og sende dem til Tyskland. Det er underligt at være vidne til...
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278