Småbønder og slagteriarbejdere må finde hinanden i en fælles modstand, siger sjællandsk landmand.
- Vi har sagt til NNF og LO-Midtsjælland, at vi vil hjælpe med at finde producenter til et nyt slagteri i Ringsted.
Sådan siger Henrik Schou, der er næstformand i foreningen 'Frie Bønder-Levende Land' til Arbejderen.
- Den målsætning, der er stillet op for slagteriet, at det skal stille høje krav til dyrevelfærd, og at det også på sigt skal være et økologisk slagteri, passer godt til vores formålsparagraf. Vi er jo mange i landbruget, der vil noget andet end det industrielle landbrug, som slider både dyrene og de mennesker, der skal arbejde med det, op. - Og som giver noget elendig mad. Vi ser en klar fælles interesse i at etablere det her slagteri.
Henrik Schou forklarer, at der i øjeblikket ikke findes et økologisk slagteri på Sjælland. Dyrene bliver kørt til slagtning i Kolding. Så behovet for et økologisk slagteri i Ringsted, er til stede.
Henrik ser flere lighedspunkter mellem den situation, som slagteriarbejderen står i og så småbøndernes vilkår:
- Toppen af dansk agro-business gennemtvinger, hvad de kalder for en strukturudvikling af fødevareproduktion og industri. Men i realiteten er det jo en strukturafvikling. Nu ser vi, hvordan den går ud over slagteriarbejderen. Han står med uvisheden: Er jeg der i morgen? Hvornår kommer fyresedlen? Men vi småbønder, vi har det sgu lidt på samme måde. Hvis vi kunne finde hinanden i en fælles modstand, så ville det være et stort fremskridt. Ja, det ville være en slags genfødsel af hele andelstanken, lyder det fra Henrik Schou, der selv driver et landbrug i Thureby ved Køge.
Han mener ikke, at de små leverandører har nogen indflydelse i det nuværende system.
- Lige nu rasler Landsforeningen af Danske Svindeproducenter med sablen. De vil, at Danish Crowns struktur skal ændres, så du har indflydelse i koncernen efter hvor mange svin du leverer. Hvis det sker, så er vi på vej over i en helt ordinære aktieselskabsform, forklarer Henrik Schou.
- Vi frygter også, at Danish Crown vil begynde at stille krav om, at de ikke vil afhente svin, medmindre du leverer så og så mange hundred svin om året. Så er de små bønder helt ude, og derfor er det vigtigt for os at skaffe alternative muligheder.
Den sjællandske landmand ryster på hovedet over de leverandører, der tror, at Danish Crowns strategien er til gavn for dem selv:
- De saver den gren over de selv sidder på. De har bare ikke opdaget det endnu.
Ifølge Henrik Schou vil et nyt økologisk slagteri i Ringsted kunne give arbejde til 50-60 mand. Men der vil gå mindst et år til halvandet, før det hele er på plads og det nye slagteri kan starte op.
Han tror ikke, at Danish Crown vil forsøge på at presse et nyt slagteri i Ringsted ud af markedet, som vi har set Arla gøre det med det lille Hirtshals mejeri:
- Arla har jo også måttet sande, at de små mejerier, som Thise og Hirtshals har fremgang. Forbrugerne straffer dem for deres monopol-opførsel. Så jeg tror ikke, at Danish Crown vil forsøge sig. De kan heller ikke holde til det moralsk, mener Henrik Schou.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278