Henning er så småt ved at lægge Eternitten bag sig. Der er ingen ´bad feelings´ i forhold til tjekkerne, der nu skal overtage arbejdet med produktion af tagplader. Men han synes, at det er noget forfærdeligt svineri, at Dansk Eternit Holding har fået 167,5 millioner statskroner til udflytning af job.

Den 38-årige smed Henning Nielsen har nu taget turen mellem Aalborg i Nordjylland og Sumperk i Tjekkiet fire gange. Mere end 1200 kilometer hjemmefra arbejder han sammen med andre smede, elektrikere og procesoperatører med at stille de maskiner op, der for blot få måneder siden spyttede eternitplader ud fra den snart lukkede fabrik - Dansk Eternit A/S i Aalborg.
Mens nordjyderne har udsigt til arbejdsløshed, når projektet med at overdrage deres arbejdsplads til de tjekkiske kolleger er slut, vil omkring 400 tjekkere til gengæld snart kunne glæde sig over at komme i arbejde.
Arbejderen har fulgt Henning Nielsen siden den dag, da han fik den tunge besked om, at hans arbejdsplads gennem næsten 20 år skulle lukke. Denne gang har vi besøgt Henning og hans kone Lene på én af de ni fridage mellem udlandsarbejdet.
De to forrige artikler har været bragt i Arbejderen den 13. januar 2004 og den 25. maj 2004.

Hjem og holde fri
Henning er så småt ved at lægge Eternitten bag sig. Der er ingen 'bad feelings' i forhold til tjekkerne, der nu skal overtage arbejdet med produktion af tagplader. Men han synes, at det er noget forfærdeligt svineri, at Dansk Eternit Holding har fået 167,5 millioner statskroner til udflytning af job.

Umiddelbart er det en helt almindelig situation - far, mor og den mindste på 2 ½ år samlet ved spisebordet.
Men hos Henning og Lene er det ikke en hverdagsbegivenhed og har ikke været det de seneste to-tre måneder.
- Jeg kom hjem fra min fjerde tur natten til søndag. Det var en drøj tur den her gang. Vi plejer at kunne nå hjem på 12-14 timer, men på grund af den discountbus, som vi kørte i, varede turen 20 timer, siger Henning og trækker på skulderen.
Det er ellers ikke mange pauser, der holdes på den mere end 1200 kilometer lange tur mellem Sumperk i Tjekkiet og Aalborg, garanterer han. For efter 11 dage væk fra familien glæder han og kollegerne sig hver gang til at komme hjem i vante omgivelser fri for at skulle spekulere på arbejde.
- Derfor er det da også pisse irriterende, at man ikke har fri i de ni dage, hvor man er hjemme. Der er altid et eller andet, der lige skal på plads. Enten er planen blevet ændret, eller der skal lige styr på nogle reservedele, siger Henning og understreger, at han hellere vil bruge sine fridage på at være sammen med familien end på telefonsamtaler for at få den slags praktiske ting på plads.
Lene er helt enig.
- Det irriterer også mig, at Henning ikke har fri, når han er hjemme. Så er planen lavet om, så skal de undersøge noget med bilen. Her sidste gang, hvor der var problemer med bilen, var udlejeren som sunket i jorden. Der har været noget hver gang, der lige skulle ordnes.

Nedtællingen er startet
Både Henning og Lene ser frem til begyndelsen af marts, hvor rejsetasken forhåbentlig kan pakkes ud for sidste gang.
Og det er tydeligt, at det er udsigten til en mere normal hverdag, der gør det til at holde ud, at Henning for en tid endnu skal arbejde i udlandet for sin snart forhenværende arbejdsgiver.
To ture mere, så er det slut - hvis det går efter planen.
- Tidsplanen holder selvfølgelig slet ikke, og på nuværende tidspunkt er vi vist seks uger bagud. Vi sagde allerede inden vi tog af sted, at det var for stram en tidsplan, men tjekkerne insisterede på, at få ændret den oprindelige plan. De var overbeviste om, at arbejdet med at afmontere maskinerne i Aalborg, transportere dem til Tjekkiet og montere dem igen kunne gøres hurtigere.
- Nu presser Eternitten også på, for at vi skal blive færdige, så de kan få gang i produktionen af tagplader i Sumperk. Selv om lagrene var fyldt godt op, inden anlæggene blev pillet ned i Aalborg, så har der været en enorm efterspørgsel på tagplader siden stormen for nylig.
Henning tror, at det er en del af forklaringen på, hvorfor han og kollegerne er blevet tilbudt at blive i Sumperk i fire uger i træk på den næste tur. Han er i tvivl om, hvor meget tilbud, der reelt er tale om og mener, at der skal flere kroner på bordet, hvis han skal acceptere 'tilbuddet' og dermed at være væk fra Lene og børnene i endnu længere tid.

Den svære beslutning
Da Henning sagde ja til jobbet i Tjekkiet var det efter lange og svære overvejelser. Forud lå masser af spekulationer om, hvordan børnene ville reagere på, at han skulle være væk næsten 14 dage i træk.
Børnene er Maja på 2_ år og Andreas på seks år, som Henning og Lene har sammen. Lenes søn fra forrige ægteskab, Christian på 14 år, bor også fast i huset i Gistrup, mens 14-årige Fie flytter ind hver anden weekend, når Henning har samkvem med sin datter.
Med i overvejelserne hørte også de efterhånden spinkle muligheder for at finde andet arbejde. Og det blev da også udsigten til ikke at kunne finde andet job i Aalborg og omegn, der gjorde udslaget.
- Jeg ville hellere have undværet, at Henning skulle rejse frem og tilbage til Sumperk. Og det er jeg sikker på, at børnene også ville. Men der har ikke været tale om et reelt valg, hvis Henning fortsat ville have arbejde, siger Lene med slet skjult hentydning til antallet af arbejdsløse i landsdelen. Dem er der ikke blevet færre af, siden lukningen af Eternitten blev offentliggjort i oktober 2003.

For børnenes skyld
Den første tid lige efter gik med at vænne sig til tanken om, at næsten 20 års arbejde som smed på Eternitten var ved at være slut. Tilbudet om at tage med til Tjekkiet blev vendt og drejet og det samme gjorde Lenes arbejde som pædagog ved Aalborg Kommune.
Da Henning sagde ja til rejsearbejdet var det samtidig en beslutning om, at Lene skulle sige sit arbejde op. Nu passer hun Maja hjemme, og familien sparer en månedlig udgift på 2700 kroner.
- På den måde har jeg fået mere tid sammen med børnene i de perioder, hvor Henning er væk. Ellers var jeg bange for, at det ville gå for meget ud over dem. Som pædagog tænker jeg tit på, at det er tosset, at man bruger sin energi på at passe andres børn hele dagen for bagefter at komme træt hjem til sine egne.

Savner far
Henning skal snart af sted igen, og måske i fire uger. På spørgsmålet om, hvordan det er at skulle afsted igen efter en tur hjemme, kommer det prompte
- Træls. Det var sjovt nok de første gange, men nu er det på en eller anden måde også blevet hverdag. Jeg har nok ikke været klar over, hvor meget det ville gå ud over børnene. De savner mig, og jeg savner dem, når jeg er væk.
- Jeg savner far, lyder det måske ikke overraskende, så dog uventet fra Maja, der ellers har siddet optaget af at male med vandfarver for enden af spisebordet.
Lene smiler og nikker. Hun oplever tydeligt, at børnene savner far, når han ikke er hjemme. Børnene har bare forskellige måder at udtrykke det på.
- Andreas har for eksempel sagt, at han ikke synes, at vi er en rigtig familie, når far er væk. Det har han jo ret i. Det er fint nok, at nogen kan leve med en mand, der er meget væk hjemmefra. Det kan jeg bare ikke, lyder det eftertrykkeligt fra Lene, der er overbevist om, at hvis Henning fik et permanent job som rejsemontør, så blev de skilt.

Bare et arbejde
Henning er så småt ved at lægge Eternitten bag sig. Der er ingen 'bad feelings' i forhold til tjekkerne, der nu skal overtage arbejdet med produktion af tagplader.
- Det er egentlig bare et stykke arbejde, som alt andet. Det der med, at det er slut på Eternitten er jeg ovre, og det er jo ikke de tjekkiske arbejderes skyld, at Eternitten lukker i Aalborg.
Der imod synes han, det er noget forfærdeligt svineri, at Dansk Eternit Holding har fået statskroner til udflytning af job.
Industrialiseringsfonden for Østlandene (IØ) og Miljøinvesteringsfonden (MIØ) har tilsammen investeret 167,5 millioner offentlige kroner i form af aktiekapital og lån siden 1992.
- Det kan ikke passe, at det skal kunne lade sig gøre at få statstilskud til udflytning af danske arbejdspladser, lyder det bestemt fra den 38-årige smed.
Henning indrømmer dog, at det er en speciel oplevelse at gå i Tjekkiet og sætte de samme maskiner op, som han og kollegerne har passet og plejet i årevis i Aalborg. I det hele taget er det en speciel oplevelse at arbejde sammen med de tjekkiske håndværkere, der er sat på opgaven.
- Vi kan kun snakke med dem via en arbejdsleder eller tolk. De er udmærkede håndværkere, men de har en gammeldags måde at organisere arbejdet på. De rører ikke en skrue uden først at have fået besked på det. Og jeg kan da godt blive både forbavset og irriteret over, at de ikke viser mere engagement. Vi oplever tit, at der både mangler værktøj og folk. Men i den sidste ende er det nok os, der får skylden for, at det hele bliver forsinket.

Et nyt liv
Til sommer skal Lene til at se sig om efter andet arbejde eller måske begynde på en uddannelse.
- Jeg overvejer en diplomuddannelse som overbygning på pædagoguddannelse. Enten _ eller et helt år. Til sommer har jeg jo gået arbejdsløs i et år og skal i gang. Jeg vil gerne arbejde med familiebehandling.
Måske slutter Hennings 'rejseeventyr' for Eternitten før tid. Han er meget tæt på at have et nyt job på hånden - ved et pumpefirma. Der var 73 ansøgere til jobbet, men Henning er blevet peget ud og har været til to samtaler. Det vælger han at se som gode tegn.
Får han jobbet, skal han dække et område fra Viborg til Skagen. Han vil få nogenlunde frie hænder til selv at tilrettelægge sin arbejdsdag, og det har Henning det rigtig godt med, samtidig med at det tyder på at være et meget afvekslende arbejde. Men det bedste er måske i virkeligheden, at han kommer hjem til familien hver dag til fyraften.

Eternitten
Fabrikken startede tilbage i 1900 under navnet cementfabrikken 'Danmark' - den var blot én af flere cementfabrikker i Aalborg på daværende tidspunkt.
I 1927/28 blev produktionen omlagt til eternit. Lige siden er der blevet produceret tagplader i Aalborg. Fabriksgrunden er på 370.000 kvadratmeter (det svarer nogenlunde til 50 fodboldbaner) centralt beliggende i Aalborg.
Da produktionen var på sit højeste var der 1600 ansatte. Det var i 60'erne og starten af 70'erne. I efteråret 2003 blev det besluttet at lukke virksomheden helt og flytte produktionen til Tjekkiet. Den sidste tagplade kørte af produktionsanlægget i december 2004.
Dansk Eternit Holding A/S har produktionsanlæg i Finland, Polen og Tjekkiet. Selskabet har salgsselskaber i Holland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Dansk Eternit er ejet af FLS koncernen