Det er tiden igen, hvor erhvervslivet skal tilgodeses, mener flere erhvervsledere. De peger på skattelettelser og omlægning af velfærdsydelser.
Under valgkampen gik statsminister Fogh Rasmussen ud med løfter om, at der ikke vil komme omfattende velfærdsreformer i næste folketingsperiode, altså frem til starten af 2009.
Men nu siger Fogh Rasmussen, at det er selve indførslen af reformerne, der først går i gang i 2009. Selve den politiske beslutning af reformerne kan altså sagtens ligge før.
Ifølge Børsen afventer statsministeren nu Velfærdskommissionens endelige rapport, som kommer i dette efterår. Umiddelbart derefter vil regeringen fremlægge en ny økonomisk langtidsplan, en slags 2015-plan. Denne plan vil være skruet sammen under forudsætning af de velfærdsreformer, som Kommissionen spiller ud med, forklarer Fogh.
Dermed står det klart, at Fogh vil bruge Velfærdskommissionen som springbræt for dybtgående nedskæringer i velfærdsordningerne.
Presset for de såkaldte velfærdsreformer er ikke blevet mindre i lyset af, at netop de Konservative og de Radikale gik markant frem ved Folketingsvalget. Begge partier er varme tilhængere af dybtgående ændringer af velfærden.
Og nu presser også en række af erhvervslivets tunge drenge på, for at de radikale tages med ind i den politiske varme:
- Mit råd til regeringen er, at den skal gå efter et VKR-samarbejde og strække sig langt for at gennemføre samarbejdet med de radikale, siger Lars Kolind, der er tidligere chef for Oticon.
Også Henning Dyremose, der er direktør i TDC, vejrer morgenluft:
- Det er også tiden igen, at erhvervslivet bliver tilgodeset, siger Henning Dyremose til Børsen.
Søren Henriksen fra Dansk Handel & Service (DHS) er forstående overfor, at det tager tid med de virkelig dybtgående omlægninger af velfærdssamfundet. Men han forventer mindre reformer allerede nu og forventer nye skattelettelser for de højeste indkomster. Desuden peger DHS-direktøren på, at overførselsindkomsterne formentlig vil blive ændret, så de udelukkende reguleres efter inflationen og ikke efter lønudviklingen.
Også de økonomiske vismænd slår ned på netop denne nedskæring i de sociale ydelser: ' Hvis overførselsmodtagerne skal have samme indkomstudvikling som de erhvervsaktive, så må skattetrykket nødvendigvis stige. Hvis man politisk ikke ønsker en sådan udvikling, må man enten sikre, at flere personer i den erhvervsaktive alder kommer i varig beskæftigelse , eller at overførselsmodtagerne ikke opnår samme stigning i realindkomsten som de beskæftigede.' skriver de økonomiske vismænd i Berlingske Tidende.
I centrum for de større reformer af velfærden er afskaffelse af efterlønnen, en hævning af pensionsalderen, samt en omlægning af pensionen. Endelig har Velfærdskommissionen også talt varmt for at sundhedsydelser og ældrepleje skal betales af individuelle forsikringsordninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278