13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nyt lønsystem erstatter Ny Løn

Nyt lønsystem erstatter Ny Løn

Lørdag, 05. februar, 2005, 00:00:00

Forskellige aftaler om lokal løndannelse i de offentlige overenskomster tolkes af forbundene som en opblødning af Ny Løn.

Forbundet Fag og Arbejde, FOA vurderer, at der nu er et godt grundlag for, at der kan indgås ny overenskomst til foråret for næsten 100.000 ansatte i social- og sundhedssektoren.
- Vi har fået vores væsentligste krav igennem. Mindst muligt til lokal løndannelse, en udmøntningsgaranti for vores grupper og centrale grundlønsforbedringer. Det har stået øverst hos vores medlemmer, og det har været vigtigt for os at få gennemført, siger Karen Stæhr, formand for Social- og sundhedssektoren i FOA om det delforlig, der blev indgået sidste weekend.
Her lykkedes det FOA og arbejdsgiverne i amter og kommuner at blive enige om et delforlig, der erstatter det forhadte Ny Løn system med et andet lønsystem.
Delforliget betyder, at der sættes 1,25 procent af lønsummen af til lokale lønforhandlinger. Samtidig er der givet en garanti for, at pengene udmøntes til de medlemsgrupper, de er tiltænkt.
Delforliget bliver godt modtaget i Danmarks Lærerforening.
- Det er et gennembrud for, at vi kan tale om forskellige løsninger. Vi kan tænke arbejdstid, og vi kan tænke andre lønsystemer. Det er i virkeligheden et rigtigt godt signal. Vi har andre ønsker og krav på vores område, men signalet her er helt klart, at man tager hensyn til de enkelte områder i de aftaler, der bliver indgået, siger lærernes formand Anders Bondo Christensen.
Lærerforeningen stiller ved overenskomstforhandlingerne med kravet om, at der ikke skal afsættes en eneste krone til lokal løndannelse. De allerede indgåede delforlig skruer tilsyneladende forventningerne i vejret.
- Arbejdsgiverne har medgivet, at der er nogen løngrupper, der har mere brug for lokal løn end andre. Og jeg tror da stadig på, at lærerne kan få en aftale, som også de kan acceptere, siger Anders Bondo Christensen til Arbejderen.
Pressekonsulent for Kommunernes Landsforening, Jonas Heltberg, medgiver at de delforlig, der indtil nu er indgået, viser 'at der er en villighed til at acceptere forskellige modeller, men Anders Bondo Christensens tolkning er nok vel optimistisk', siger han til Arbejderen.
I december måned blev der indgået et delforlig for de HK-ansatte i amter og kommuner. Her har forhandlerne sagt ja til, at der bliver lagt 2,5 procent af lønsummen ud til lokal løn, mens 1,1 procent skal på plads ved centrale forhandlinger.
En forudsætning for at delforligene bliver gældende, er medlemmernes ja.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland