15 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Problemet er frit valg

Problemet er frit valg

Onsdag, 02. februar, 2005, 00:00:00

Arbejdspresset i hjemmeplejen er afledt af skattestoppet, hvor kommunen nu er i gang med at finde en metode, så de kan spare, mener FOA-formand.

Hjemmehjælperne i Aabenraa er gået til åben kamp mod stregkoder og minuttyranni i hjemmeplejen.
- Aabenraa Kommune vil bruge en halv million kroner på at indføre stregkode-kontrol af vores arbejde. De penge mener vi kunne bruges meget bedre til mere omsorg til de ældre, og til at vi kan passe lidt bedre på os selv, siger en af hjemmehjælperne, Solveig Dahlgaard, til Arbejderen.
De sidste år er arbejdspresset i hjemmeplejen øget voldsomt. Hjemmehjælperne skal hele tiden løbe stærkere, og flere og flere bliver langtidssygemeldt. I mandags havde hjemmehjælperne fået nok og de nedlagde arbejdet i protest mod kommunens planer om at indføre stregkoder i hjemmeplejen.
- De presser os til sidste dråbe. Regeringen påstår i valgkampen, at de har sat flere penge af til de ældre. Men det har vi ikke mærket noget til. Tværtimod. Hvis de nu igen vil afsætte flere penge, bør de øremærkes til mere tid til de ældre. Det har både de ældre og hjemmehjælperne brug for, fastslår Solveig Dahlgaard.
Lederen af plejeområdet i Aabenraa kommune, Karen Hjort, erkender, at arbejdspresset har været hårdt det sidste års tid, hvor forvaltningen er i gang med at indføre en ny struktur indenfor plejeområdet. Hun mener dog ikke stregkoderne er det største problem. Derimod skal årsagen søges i indførelsen af frit valg.
- Når vi går over til frit valg, skal alle ydelser visiteres. Så kommer det til at handle om, hvilken tid der er afsat til den enkelte ydelse. Det bliver meget tydeligt, hvilke ydelser der visiteres til og hvilke der ikke visiteres til, og det opleves som dårligere og meget anderledes for de ansatte. Det er et pres og de har haft meget, meget travlt, siger Karen Hjort til Arbejderen.
Hjemmehjælperne strejkede til klokken 17.00 i går, hvor de skulle beslutte, om de ville genoptage arbejdet. Forinden skulle hjemmehjælpernes fagforening, FOA-Aabenraa, drøfte situationen med kommunens borgmester og den administrative ledelse.
Et fælles arbejdspapir er blevet udarbejdet for at få sat ord på den fastlåste situation, oplyser FOA. Her fremgår det, at stregkoderne ikke er hele problemet, men at det psykiske arbejdsmiljø heller ikke har det for godt i kommunen.
- Jeg tager det som udtryk for, at arbejdsnedlæggelsen er en protest mod stregkoderne og arbejdspresset afledt af skattestoppet, hvor kommunen nu er i gang med at finde en metode, så de kan spare, siger FOA-Aabenraas formand Bent Holm Poulsen.
Ved Arbejderens deadline i går havde hjemmehjælperne endnu ikke besluttet, om de ville gå i arbejde igen.


Mere tid og omsorg
Hver fjerde hjemmehjælpsmodtager synes, at hjemmehjælperne har mindre tid end for blot et år siden. Kun syv procent har oplevet forbedringer. Samtidig siger hver anden hjemmehjælpsmodtager, at de ønsker mere tid, og 42 procent synes der skal mere tid til menneskelig omsorg.
Kilde: Ældre Sagens hjemmehjælpsundersøgelse 2005

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland