Metalformand efterlyser en mere offensiv strategi imod udflytning af arbejdspladser og et svar på, hvad fyrede skal omskole sig til.
Det er glædeligt, at LO nu kommer med et udspil omkring globalisering og udflytning af arbejdspladser, mener formanden for Dansk Metal i Horsens, Bjarne Sørensen.
- Det kommer lidt sent. Det er en diskussion, der har været i gang længe. LO fokuserer meget på uddannelse og efteruddannelse. Jeg håber, at udspillet kun er starten på at dæmme op for udflytning af arbejdspladser, siger han til Arbejderen.
LO præsenterede sit udspil, Globalisering, en udfordring vi kan klare, der består af ti punkter, i mandags på et valgmøde i Odense.
Bjarne Sørensen savner imidlertid en mere offensiv strategi end den, som LO lægger op til.
- Hvordan får vi vendt den her diskussion, så det bliver til en diskussion om, hvordan vi fastholder produktionen i Danmark. Det er jo meget sjældent, at det er røde tal på bundlinien der er grunden til udflytning. Det er på grund af profitten, siger Bjarne Sørensen.
Han efterlyser fortsat et bud på, hvad de mange fyrede slagteriarbejdere eller andre, der er ramt af udflytning, skal uddannes til.
- Som jeg læser ti punkts planen er formålet at uddanne folk til at kunne søge job på andre områder, når de bliver fyret. Men hvilke job. Det svar blæser fortsat i vinden. Det er en ringe trøst for en elektronikkvinde, at der bliver plads til nogle ingeniører, siger Bjarne Sørensen.
Palle Jørgensen, brancheformand for slagteriarbejderne i Odense, er godt tilfreds med, at der bliver lagt vægt på uddannelse ved udflytning. Mange slagteriarbejdere har nemlig ikke mere end syvende klasse i folkeskolen som uddannelse. Men han vil samtidig straffe de virksomheder, der fyrer folk økonomisk.
- Virksomhederne, der lukker, må finde en anden måde at skille sig af med medarbejderne på end de gør i dag. Vi kunne se på hvor meget støtte virksomhederne får, enten fra EU eller Danmark. I takt med at de fyrer folk så falder støtten, foreslår, Palle Jørgensen til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278