Der er lokale svin nok til at drive slagteriet i Hjørring videre uden om Danish Crown. Men det kræver at slagterigiganten vil sælge bygningerne.
Tre danske svineeksportører vil garantere, at de kan levere tilstrækkeligt med danske svin til at sikre en fortsat produktion på slagteriet i Hjørring. Alligevel er det meget usikkert, om det lykkedes at redde slagteriet.
- Hvis ikke Danish Crown går med til at sælge slagteriet, kan vi ikke redde arbejdspladserne, siger Jørn Katballe, tillidsmand for slagteriarbejderne på Danish Crown i Hjørring, til Arbejderen.
Danish Crown lukker slagteriet med de 450 arbejdspladser for at flytte produktionen, dels til Horsens og dels til Tyskland. Siden den bebudede lukning har politikere valfartet til Nordjylland, men reelt har de ikke andet at byde på end løfter om uddannelse og omskoling.
Det er man ikke tilfreds med i Hjørring. Slagteriarbejdere, borgmester og erhvervsdirektør arbejder i stedet på at videreføre slagteriet.
Tre nordjyske svineeksportører, Jesper Madsen, Niels Vinderslev og Henrik Westergaard, har en omfattende eksport af slagtesvin og søer til udlandet i dag. De tilbyder i fællesskab at levere til et lokalt slagteri i stedet for at sende svinene til slagtning til Tyskland. Derved sparer de også transportudgiften og kritikken for at transportere dyr så langt. Men også andre lokale svineproducenter ønsker at levere til andre end Danish Crown.
- Vi vil gerne være med til at sikre arbejdspladserne på slagteriet i Hjørring. Men det kræver at Danish Crown ikke blokerer. Det er interessant om koncernen har en vilje til at sikre slagteriet en fremtid og dermed en ny aktør på det danske marked, siger svineeksportør Jesper Madsen, til Jyllands-Posten.
Svineeksportørerne vil være i stand til at levere råvarer, så Hjørring-slagteriet kan fortsætte, men de har endnu ikke noget bud på, hvem der skal drive slagteriet, hvor der i dag slagtes cirka 14.000 svin om ugen. Jesper Madsen har kontakt til både tyske og hollandske selskaber og nævner dem som mulige ejere af slagteriet i Hjørring.
Jørn Katballe er ikke meget for at fortælle om hvor langt de er med redningsplanerne. Heller ikke om hvem der i givet fald skal eje det nye slagteri.
- Det afgørende er om Danish Crown i det hele taget vil af med bygninger og maskineri og på hvilke vilkår, siger han.
Og det vil ledelsen i Danish Crown indtil videre ikke forholde sig til.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278