Høringsfristen til strukturreformen udløb den 7. januar og på ultrakort tid kan vi se frem til et Anløbent Beskæftigelses Cirkus. 570.000 berøres hvert år af ledighed og mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder er sat helt uden for døren. Men nu skal der kun være én fælles dør tilbage til arbejdsmarkedet
af Claus Andersen, Århus
Arbejdsformidling (AF) og kommunen flytter sammen i fælles jobcentre og alle får fælles indgang til det offentlige beskæftigelsessystem. Det er dog en indgang med mange døre.
De ledige vil gå ind ad adskillige, forskellige døre og i flere jobcentre. Der oprettes 100 jobcentre, der så bliver delt op i A-, B- og C-centre. A er almindelige jobcentre, B er for ledige med særlige behov, C er pilot jobcentre med alene kommunalt ansvar.
Du starter som nyledig i A og efter seks måneder kommer du over i B. Bliver du syg, ryger du så tilbage i A. Eller er det omvendt? Måske skal du finde en D-dør, hvis du er blevet udliciteret til en såkaldt privat anden aktør. Jobformidlingen er blevet atomiseret og begrænses af kommunegrænser, valgperioder og socialpolitik.
Det er beskæftigelsespolitik med kommuner, der ikke har den nødvendige indsigt i de lediges jobmuligheder og mobilitet. Mange arbejder ikke i den kommune, hvor de bor og arbejdsmarkeds parter skal desuden nu samarbejde med flere kommuner.
I stedet for samarbejdsaftaler med 14 AF-regioner skal der nu etableres aftaler med 100 jobcentre og hvorfor skulle kommunen hjælpe en ledig til et job i en helt anden kommune og derved miste skattekroner? Styringen af beskæftigelsesindsatsen bliver kaotisk og man kan kun rette op på fejl og dårlige resultater, når ulykken er sket. Det bliver brandslukning i stedet for aktiv og forebyggende indsats.
Der forventes ledelsesproblemer med dobbelt ledelse fra AF og kommunen, kultur- og systemkamp og dyrt digitalt kaos, hvor der ikke er en overordnet plan for et fælles it-system. I Danmark har vi fået en tredelt ABC-struktur af bibelsk dimensioner.
Det er et ideologisk skole-mareridt, hvor målet er privatiseringer og udlicitering af arbejdsformidlingen til private aktører. Arbejdsmarkedets parter skal uden for døren på et privatiseret beskæftigelsesmarked. Nu skal der tjenes penge på alle. Ikke bare de heldige i arbejde, men nu også de ledige. Beskæftigelsespolitikkens ABC får mig til at mindes gamle dage og Halfdan Rasmussens ABC-rim og vrøvlevers. I denne tradition kan vi tilføje et beskæftigelses-rim jeg har fået fra en veninde. Mel: Den lille Frække Frederik
Hr. Anders, Thor og Claus de fik en taburet af Pias stik. Den bruger de som bedst de kan til skade for hver fattig mand. De trækker os ved næsen rundt og pakker os i hver sit bundt. Hvem byder på et støttet job til denne arbejdsløse hob. En ekstra skilling bliver der nok til dem der skaffer denne flok et job til dagens mindsteløn hos A/S Rigmand og hans søn.
Sjovt nok kender stavekontrollen i mit tekstbehandlingsprogram ikke ordet beskæftigelses-rim, men foreslår beskæftigelsesGRIM. Mon det er tilfældigt?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278