12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LO vil ændre strejke-strategi

LO vil ændre strejke-strategi

Onsdag, 26. januar, 2005, 00:00:00

Fagbevægelsen diskuterer fornyelse af strejkevåbnet ved OK-forhandlinger. Tillidsmand advarer mod at begrænse konfliktretten yderligere

Tillidsmand advarer mod at begrænse konfliktretten yderligere
Storkonflikter, hvor hele samfundet bliver sat i stå, er måske ved at være historie i Danmark. LO har nedsat et udvalg med repræsentanter fra de største forbund for at analysere behovet for en ny konfliktstrategi.
Ideen er mere effektive og målrettede strejker, der rammer bestemte virksomheder eller områder. Det kunne være de største arbejdspladser inden for industrien, der har vital betydning og som sidder i Dansk Industris forretningsudvalg, lyder en af ideerne.
- Kan vi ændre vores konfliktstrategi ved overenskomstfornyelse, så vi rammer målrettet, mere effektiv og samtidig få mere opbakning i befolkningen. Så er det en fremadrettet diskussion. Vi skal jo også forny os, siger fællestillidsmand på Danfoss Viby, Jan Ahrendt, til Arbejderen.
Jan Ahrendt har været med til at diskutere ideerne med metalformand Thorkild E. Jensen og formanden for 3F's industrigruppe Børge Frederiksen, der har været på turné på arbejdspladserne.
Men han er ikke helt tryg ved LO-udvalget. Diskussionen må ikke munde ud i en yderligere indskrænkning af retten til at strejke, påpeger han.
LO har for nylig offentliggjort en undersøgelse der viser, at Danmark ligger som nummer seks på listen over lande med flest konfliktdage i forhold til antal ansatte.
- Det synes jeg ikke er særlig rart, siger LO's næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, til Berlingske Tidende. Hun sidder for bordenden i det nye udvalg.
Det var tidligere metalformand Max Bæhring, der tog hul på diskussionen, da han trådte tilbage for halvandet år siden. På grund af det globaliserede arbejdsmarked er storkonflikter lige så skadelige for lønmodtagerne som for arbejdsgiverne, erklærede han.
Formand for 3F's Industrigruppe, Børge Frederiksen, anerkender ikke argumentet om at 'storkonflikter i en globaliseret verden rammer lønmodtagerne selv for hårdt', skriver Ugebrevet A4.
Han lægger mere vægt på, at storkonflikter historisk set fører til et politisk indgreb. Ugebrevet A4 har talt med formænd eller gruppeformænd i seks af de største LO-forbund. Alle er parate til at diskutere en modernisering af konfliktvåbnet. Men ingen vil dog lægge sig fast på, om der skal ske ændringer.
- Det skal være en intern diskussion i fagbevægelsen. Hvis vi skal ændre noget må vi gøre det samlet, siger Jan Ahrendt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jan. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland