Ny klimarapport burde sætte den globale vejrudsigt øverst på partiernes dagsorden. Vi er muligvis kun ti år fra katastrofale klimaændringer, hvis vi ikke ændrer adfærd.
De hyggelige vejrudsigter udgør en voksende del af sendefladen på de konkurrerende tv-stationer. Om få år kan de blive en kilde til viden om et af de mest sprængfarlige politiske emner.
Det kan ske, hvis der ikke bliver dæmmet op for de klimaforandringer, som i følge en ny rapport truer om bare ti år.
Rapporten, 'Mød Klima-udfordringen' bliver offentliggjort i dag. Ifølge avisen The Independent vil den for første gang sætte et tal på, ved hvilken temperatur vi når det punkt, hvor der ikke nogen vej tilbage for katastrofale forandringer af klimaet.
Rapporten siger, at punktet ligger ved to graders opvarmning over det eksisterende niveau i 1750 - før den industrielle revolution.
Siden da er temperaturen allerede steget med 0,8 grader på grund af udledning af især kultveilte (CO2), og med det nuværende udlednings-niveau er en vis øgning af denne temperatur uundgåelig.
Verden har altså kun lidt mere end en grads temperaturstigning, før den når det kritiske punkt.
Rapporten anslår desuden ved hvilken koncentration af CO2 i atmosfæren, at en temperaturstigning på to grader vil være uundgåelig.
Koncentrationen måles i ppm. Ved 400 ppm nås det kritiske punkt. Det globale niveau er i dag 379 ppm, og det stiger gennemsnitligt med mere end to ppm årligt.
Hvis der ikke sker en regulering, er der mindre end ti år til grænsen nås, selvom temperaturstigningen måske ikke vil sætte igennem lige med det samme.
- Dette er en økologisk tidsbombe, som tikker der ud af, siger den tidligere britiske transportminister, Stephen Byers, der sammen med den amerikanske senator, republikaneren Olympia Snowe er formand for den gruppe af videnskabsmænd, højtstående politikere og erhvervsledere, der har udarbejdet rapporten.
Videnskabelig chefrådgiver for gruppen er formanden FN's samarbejdsgruppe om klima-forandringer, Dr. Rakendra Pachauri.
Rapportens forfattere formoder, at temperaturstigning vil føre til omfattende nedgang i landbrugsproduktionen, og at mange flere mennesker vil mangle drikkevand.
Det kan betyde ødelæggelse af vigtige økologiske systemer som regnskovene i Amazonas og over længere tid stigning i vandstanden i verdenshavene på op mod ti meter i takt med, at indlandsisen smelter på Grønland og i de øvrige polare områder.
Rapporten anbefaler alle G8-landene at enes om, at 25 procent af energiforsyningen skal stamme fra vedvarende energi inden 2025 og fordoble forskning i nye energi-teknologier frem mod 2010.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278