Det kan ikke være rigtigt, at et landbrugsland sender fødevarer til forædling i udlandet, mener lokal fagbevægelse i Ringsted.
Fagforeningerne i Vestsjælland nægter at sidde med hænderne i skødet, og vente på at Danish Crown lukker slagteriet i Ringsted.
NNF, 3F og LO Midtsjælland arbejder på et initiativ, der skal sikre et økologisk slagteri i byen.
For at initiativet kan blive virkelighed, kræver det en bred politisk støtte. Det kræver blandt andet omstilling til økologi i den offentlige sektor samt genindførelse af madpakkeordning med sund mad til børnene i daginstitutionerne og skoler.
Og endelig kræver det et tilsagn fra fødevareminister Hans Christian Schmidt om startpenge til det økologisk slagteri. Pengene kunne blandt andet komme fra Innovationsfonden, foreslår initiativtagerne. Enhedslisten har kaldt fødevareministeren i samråd for hurtigt at få en afklaring på spørgsmålene.
I første omgang vil det give arbejde til op mod 50 slagteriarbejdere, ud af de knap 300 der bliver arbejdsløse ved lukning af Tulip, vurderer formand for LO Midtsjælland Henrik Kjær.
Fagbevægelsen vil først lave en plan for slagtning og forarbejdning af økologisk producerede køer og grise. På sigt er det ideen, at det bliver en fødevarevirksomhed, der også leverer økologiske grøntsager og brød.
- Ideen er at skabe en virksomhed med en eller anden form for kollektivt ejerskab. Det kan for eksempel være kommunen eller amtet, der står som ejer sammen med andre. Det kan også være et kooperativ eller en andelsvirksomhed, siger økonom Frank Aaen til Arbejderen.
Han er med til at udvikle ideen, og påpeger, at ingen endnu har lagt sig fast på, hvordan de nærmere ejerforhold skal se ud.
- Det offentlige må på banen nu. Det er ikke nok at snakke om uddannelse, forskning og at fremrykke investeringer. Der skal gang i en proces, der skaber nye produktionsarbejdspladser, siger Frank Aaen.
Ifølge Henrik Kjær foretrækker initiativtagerne et økologisk slagteri af flere grunde.
- Det er sundere og giver bedre madvarer og et bedre indre og ydre miljø. Det giver også mulighed for at producere fødevare lokalt, så det ikke skal transporteres den halve jordklode rundt, siger Henrik Kjær til Arbejderen.
Den første afsætning kunne være til sygehusvæsnet i Vestsjælland, der har besluttet at satse mere på økologiske varer. Men de har svært ved at finde økologiske leverandører nok.
- Der er behov for ordentlige fødevarer af en høj kvalitet, og det er det, vi sigter mod. Det kan ikke være rigtigt, at vi i et landbrugsland som Danmark skal overlade forædling af vores fødevarer til udenlandske arbejdspladser, sagde tillidsrepræsentant på det snart lukkede Tulip i Ringsted Lisbeth Andersen, på et pressemøde hvor initiativet blev præsenteret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278