10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hellere job end fradrag

Hellere job end fradrag

Lørdag, 15. januar, 2005, 00:00:00

Hvorfor belønne alle i arbejde hvis det handler om at få 25.000 flere i arbejde? Det er skjult skattelettelse til dem, der har det godt og solidt, mener Morten Kaspersen.

At der er 25.000 arbejdsløse danskere, der afholder sig fra at tage arbejde, fordi dagpengene eller kontanthjælpen er for høj, vil Morten Kaspersen gerne se dokumentation på.
- Vi har mange gange undersøgt, hvorfor folk ikke er i arbejde. Og vi har masser af eksempler på, at de hellere end gerne tager et arbejde, også selvom de ikke får noget særligt ud af det økonomisk, siger a-kasselederen i 3F til Arbejderen.
Det var ellers den store nyhed i går, at 25.000 arbejdsløse afholder sig fra at tage et arbejde, fordi de så vil miste penge, og at yderligere 345.000 personer har under 2000 kroner om måneden ud af at arbejde. Heraf er omkring 155.000 arbejdsløse i dag.
Til Børsen sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen: - Det er ulogisk, at det ikke kan betale sig at tage job. Det handler ikke om mellem- og topskat alt sammen, og vi må ikke glemme, at når vi taler skattelettelser, er der i bunden et rigtigt tungt problem. Derfor vil jeg gerne fremhæve, at et jobfradrag vil bidrage til at lette problemet, hvor det slet ikke kan betale sig at arbejde.
Morten Kaspersen er efterhånden træt af, at der konstant sættes spørgsmålstegn ved, om de arbejdsløse nu vil arbejde og står til rådighed for arbejdsmarkedet.
- Det kan man rimeligt nemt finde ud af. Man kan bare tilbyde de arbejdsløse et job. Rådighedsreglerne er såre enkle og stramme nok i forvejen. Står du ikke til rådighed, får du ingen penge. Længere er den ikke, lyder det bestemt fra Morten Kaspersen.
Han er derfor heller ikke meget for den løsning, som beskæftigelsesministeren peger på med øget fradrag til folk i arbejde.
- Det bliver der ikke flere job af. Hvis det handler om at få 25.000 flere i arbejde her og nu, så forstår jeg ikke at alle i arbejde skal belønnes. Det er en skjult skattelettelse til dem, der i forvejen har det godt og solidt, mener Morten Kaspersen.
Claus Hjort Frederiksen vil ikke få problemer med at finde flertal i Folketinget for at øge beskæftigelsesfradraget, der i dag lyder på 2,5 procent af arbejdsindkomsten. Også Socialdemokratiet har peget på denne løsning:
Der imod ser det sværere ud, hvis han skulle finde på at foreslå indgreb i dagpenge og kontanthjælp. Det har partierne udenfor regeringen afvist.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland