Kommunalreformens konsekvenser er massive. Vi står over for en markedsgørelse af den offentlige sektor og et angreb på velfærden, mener fagbevægelsen i Århus.
Fagbevægelsen i Århus har blæst til kamp imod VC-regeringens kommunalreform:
'Klokken er snart fem minutter i tolv. Hvis vi ikke melder ud nu kan det være for sent.'
Sådan lyder advarslen fra LO Århus, FTF Århus og de kommunale og amtskommunale fagforeninger, DKF og DAF. De gennemførte for nylig en temadag om reformen med over 100 deltagere.
Emnet strukturreform er ikke særlig sexet og det er svært at få debatten i gang, specielt på de private arbejdspladser. Og det er også svært at komme igennem til medierne med en debat omkring strukturreformen, påpeger Hans Halvorsen, formand for LO Århus.
- Det er lykkedes for den her regering at få folk til at diskutere kommunesammenlægninger. Også mange fagforeninger har en opfattelse af, at det går ud på at lægge nogle kommuner sammen og skabe en større nærhed til borgerne. Men reformens konsekvenser er massive og vil afmontere det samfund, vi har i dag. Det, vi står over for, er i virkeligheden en markedsgørelse af den offentlige sektor og et angreb på velfærden. Det skal vi ikke finde os i, siger han til Arbejderen.
Den faglige front, som de århusianske fagforeninger taler om, bliver en slags oplysningskampagne over for lokale fagforeninger og medlemmerne.
- Vi opfordrer til, at hver eneste fagforening i Danmark sender delegationer til Folketinget i forsøget på at dæmme op mod lovgivningen omkring strukturreformen. Fagforeningerne skal rejse protester og organisere tillidsmandsmøder, og hvad der ellers kan modarbejde reformen, siger Hans Halvorsen.
Strukturreformen er ikke kun interessant for de offentlige fagforeninger, men i lige så høj grad for de private, mener LO-formanden.
Reformen vil omorganisere den offentlige sektor, som fremover skal styres på en måde, der gør den velegnet for større udbudsforretninger af serviceydelser.
- Reformen er en fjernelse af det decentrale demokrati i kommunerne. Den bemyndigelseslov, der ligger hos en række ministre, vil fjerne indflydelsen fra de enkelte kommunalbestyrelser og regionsråd. I stedet vil indflydelsen blive samlet i staten. siger Hans Halvorsen.
Han hæfter sig også ved indskrænkningen af fagbevægelsens indflydelse omkring arbejdsløshed og beskæftigelse.
Strukturreformen vil opløse Arbejdsformidlingen gennem en privatisering af det meste af formidlingen. Markedsmekanismerne føres på den måde helt ind i formidlingsdelen til skade for de arbejdsløse og samarbejdet med arbejdsmarkedets parter, mener Hans Halvorsen.
LO Århus, FTF Århus og de kommunale fagforeninger forbereder nu et fælles fremstød imod strukturreformen op til både folketingsvalget og kommunalvalget i 2005.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278