Hvis regeringen mener noget med den overvældende bekymring for børns udvikling, så må den påtage sig det overordnede ansvar for kvaliteten i vores daginstitutioner.

af Mette Grønvaldt og Søren B. Thomsen
Den samfundsmæssige tendens, når det gælder børns opvækst, skriger på sammenhæng mellem ord og handling.
Undersøgelser fra den virkelige verden viser, at der i en 13-årig periode fra 1990 til 2003 passes 70.000 flere børn af det samme antal voksne i vores daginstitutioner. Samtidig bliver man på ministerielt plan nærmest panisk, når en PISA-undersøgelse, som i øvrigt udlægges statistisk ukorrekt, viser at danske børns fagkundskaber lader en del tilbage at ønske.
Hvis vi antog, at PISA-undersøgelsen og den efterfølgende udlægning i pressen var et udtryk for den skinbarlige sandhed, hvordan kan tænkende væsener så undre sig, når vi ved, at netop den tidlige barndom er fundamentet for menneskets senere udvikling - og dermed dets evne til læring/indlæring.
Hvis regeringen mener noget med den overvældende bekymring for børns udvikling, og hvis den megen snak om at bryde den såkaldte negative sociale arv er at betragte som andet og mere end blot pæne ord, der passer til lejligheden, så må regeringen påtage sig det overordnede ansvar for kvaliteten i vores daginstitutioner.
Kvalitet fordrer, at det enkelte barn har mere end tre minutters øjenkontakt dagligt og kvalitet og optimal udvikling fordrer 'dialog' frem for 'diktat'. Kun i tæt samspil med voksne mennesker, som har tid og er nærværende, får vores børn den omsorg og den tryghed, som er et vigtigt element i enhver barndom, og som samtidig er nødvendig for at de kan udvikle sig til hele, velfungerende mennesker.
Sidste skud på den ministerielle stamme i den store kamp mod den negative sociale arv er indførelsen af pædagogiske læreplaner i småbørnsinstitutioner. Det lyder som et håndgribeligt tiltag og ydermere er det næsten omkostningsfrit for statsfinanserne! Men inderst inde ved vi godt, at det er endnu en lap på en yderst udslidt skjorte.
Selv regeringen ved, at lærerplaner ikke virker uden nok 'hænder', sagt på en anden måde fundamentet er alt for skrøbeligt. Når hverdagen i vores daginstitutioner er en voksen til 7-10 børn, så er al snak om pædagogiske læreplaner og brud på den sociale arv kun snak, og virkeligheden er 'rå pasning' eller 'opbevaring', som en tænketank for nylig har betegnet danske daginstitutioner.
Vi lever fortsat i et af verdens materielt rigeste lande. Samfundsøkonomisk har vi ganske enkelt ikke råd til at lade være med at prioritere børnene og rent moralsk må dette svigt, eller forræderi om man vil, da også resultere i nogle gevaldige tømmermænd.
Børnefamilierne leverer en stor del af den skattemæssige samfundskage, og det gør vi gerne, men til gengæld har vi også en positiv forventning om, at ord bliver til handling og at vores politikere retter op på års kvalitetsefterslæb i vores daginstitutioner.
Den optimale udvikling forudsætter, at daginstitutionen er et godt og trygt, men også et udfordrende og udviklende sted for børnene. En fundamental forudsætning herfor er kort og godt: Flere voksne omkring vores børn

Mette Grønvaldt og Søren B. Thomsen er henholdsvis næstformand og formand i FOLA - landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner.