Tulip fastholder, at der skal findes besparelser på et tocifret millionbeløb, som en lukning af Ringsted-afdelingen kan sikre. NNF efterlyser dialog.
Ikke mange af de ansatte på Tulip i Ringsted tror på, at deres arbejdsplads står til at redde.
Holdningen er hjulpet godt på vej af udtalelser fra administrerende direktør Toben Skou. Samme dag, som de ansatte afviste en lønaftale om at gå 14-15 procent ned i løn, udtalte han, at ledelsen ikke så andre muligheder end at gå tilbage til den gamle plan om at lukke afdelingen i Ringsted og fyre 230 slagteriarbejdere.
Han fastholder, at der skal findes besparelser på et tocifret millionbeløb, som en lukning af Ringsted-afdelingen kan sikre.
Derfor tror tillidskvinde Lisbeth Andersen, at den mest sandsynlige udgang på Tulips planer bliver, at produktionen stopper i Ringsted.
- Nu har vi ganske vist tre uger til at forhandle med ledelsen og komme med forslag til besparelser. Men jeg har mine tvivl om, at vi kan finde besparelser i den størrelsesorden, som ledelsen forlanger, siger Lisbeth Andersen til Arbejderen.
Selv om kollegaerne stadig er rimeligt frustrerede over udsigten til at miste en god arbejdsplads, så er hun overbevist om, at flertallet er lettede over i anden omgang at have afvist lønnedgang for at redde deres egen arbejdsplads for en kort periode.
- Det er mit klare indtryk, at den sidste beslutning er taget med hjertet. En ting er at acceptere lønnedgang her på fabrikken, når alternativet hedder dagpenge. Noget andet at kunne se sig selv i spejlet - det ville have været svært med de konsekvenser, som tegnede sig, hvis vi havde sagt ja til at gå ned i løn. En sådan aftale ville blive brugt ikke bare i vores egen branche, men i hele industrien.
Lisbeth Andersen er glad for, at slagteriarbejderne ved at stå sammen i denne omgang fik bremset lønnedgang og indgreb i akkordsystemerne. Nu skal energien bruges på at finde alternative forslag eller sikre kollegaerne de bedst mulige vilkår, når fabrikken skal afvikles.
Ledelsen for Danish Crown/Tulip har, ved at hive planen om lukning i Ringtsde frem igen, valgt sin egen tolkning af den fælles udtalelse, som blev vedtaget onsdag på et stormøde for tillidsfolk og repræsentanter for ledelsen.
I udtalelsen blev der givet håndslag på, at der nu skulle kigges fremad og sættes gang i en dialog om koncernen og de ansattes fremtid.
På hvilken måde den dialog skal foregå og hvilke planer, der ligger i koncernen har Arbejderen ikke kunnet få svar på. Både Torben Skou og fabrikschef Peter Philipp Hansen var optaget af møder fredag.
- Vi ønsker, at løftet om dialog indfries, og at der snarest iværksættes drøftelser om koncernens og medarbejdernes fremtid samt om opkvalificering og uddannelse. Dette således, at medarbejderne kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Om nødvendigt også udenfor forædlingsbranchen, siger faglig næstformand i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, Jens Peter Bostrup.
Han konstaterer, at Danish Crown og Tulips måde at udvikle sin forretning på ikke tager udgangspunkt i de muligheder, der ligger i at beholde og udbygge forædlingsvirksomheden her i landet.
Danish Crown
Danish Crown er i dag verdens næststørste kødkoncern og har en årlig omsætning på 43 milliarder kroner. En profit på 1200 millioner kroner om året, og omkring 35.000 ansatte. En stigende del af koncernens aktiviteter foregår i udlandet.
Inden for de sidste halvandet år har Danish Crown lukket adskillige slagterier i Danmark:
- Bjerringbro slagteri, med 480 ansatte
- Tulip slagteri i Brønderslev med 70 ansatte
- Slagelse slagteri, med 65 ansatte. Arbejdspladserne udflages til koncernens anlæg i det tidligere Østtyskland.
- Nørre Sundby Slagteri med 475 arbejdere. 50 arbejdspladser udflages til koncernens fabrikker i Tyskland.
- Tulip Baconsliceri på Vejle Havn med 320 ansatte.
Arbejdspladserne udflages til Tulips fabrikker i Tyskland.
- Tulip i Viby skal lukkes i løbet af foråret 2005.
- Desuden er Hjørring Slagteri med 450 mand lukningstruet. Og nu også Tulip i Ringsted med 230 ansatte.
DC-koncernen ejer i alt tre forædlingsanlæg i Tyskland, hvoraf de to forarbejder danske svin.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278