10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

1-0 til slagteriarbejderne

1-0 til slagteriarbejderne

Torsdag, 16. december, 2004, 00:00:00

Sagen om lønnedgang på Tulip i Ringsted fik onsdag en ny drejning. De ansatte forkastede lønaftalen og ledelsen i Danish Crown lover bod og bedring.

- Det var et positivt møde vi havde med ledelsen. Efter at vi er gået så frygtelig meget ondt igennem, er vi kommet ud med et godt resultat.
Det var meldingen fra en tydelig lettet tillidsmand på Danish Crown i Horsens efter gårdsdagens møde. Omkring 60 tillidsfolk fra koncernens slagterier i hele landet var taget til Horsens for at deltage i et møde med Danish Crown's ledelse på byens nye storslagteri.
- Vi gik fra hinanden i enighed og det har vi ikke gjort længe. Situationens alvor taget i betragtning var der en god stemning, siger Lars Mose til Arbejderen.
Han vurderer, at mødet gik godt fordi aftalen i Ringsted nu er opsagt og fordi ledelsen har lovet, at man ikke vil presse slagteriarbejderne med lignende aftaler.
- Det her har været pissehårdt og nu trænger vi til arbejdsro og det gør kollegaerne også, siger Lars Mose.
Mødet i Horsens blev holdt mens omkring 4.000 slagteriarbejdere havde nedlagt arbejdet. Og det pressede tilsyneladende ledelsen til at fare med lempe.
Dertil kom, at de ansatte i Ringsted kort forinden - med stemmerne 129 mod 30 - havde forkastet den lønaftale, som Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og arbejdsgiverne indgik i weekenden.
- Vores beslutning er selvfølgelig påvirket af de strejker, der har været rundt om i landet, siger Lisbeth Andersen, tillidsrepræsentant på Tulip i Ringsted, til Arbejderen.
Efter hendes opfattelse er det gået op for kollegaerne, at konsekvensen af at acceptere en lønnedgang er mere vidtrækkende end de først havde forestiller sig. Hvad der nu vil ske ved hun gik.
- Vi venter på et udspil fra Tulips ledelse, siger hun.
- Opsigelsen af aftalen betyder, at vi er tilbage ved udgangspunktet for tre uger siden, hvor vores medlemmer fik at vide, at Tulip i Ringsted skulle lukke, hvis ikke der skete reduktioner i omkostningerne på 15 procent, siger Bent Hansen, formand for NNF's afdeling i Ringsted til Arbejderen.
Om Tulip vil fastholde lukningen står ikke klart efter dagens møde i Horsens. I en fælles udtalelse fra mødet beklager begge både ledelse og tillidsfolk 'et forløb, som ikke har været tilfredsstillende for hverken selskabet eller medarbejderne'.
Og videre hedder det i udtalelse:
'Samtidig blev man orienteret om dagens forløb på Tulip i Ringsted, hvor medarbejderne har besluttet at opsige den indgåede lokalaftale. Denne opsigelse er taget til efterretning af Tulip, og aftalen vil derfor ophøre. Mødets deltagere opfordrer alle i Danish Crown-koncernen til nu at se fremad, og genoprette det positive samarbejde.'
Den kommende tid vil vise, hvordan den store slagterigigant fortolker dette.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland