08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Buschauffører skal betale udlicitering

Buschauffører skal betale udlicitering

Fredag, 10. december, 2004, 00:00:00

Århus sporveje har opsagt dele af overenskomsten med chaufførerne som omhandler arbejdstid. Det er for at gøre sporvejene klar til at vinde et udbud.

Chaufførerne ved Århus Sporveje skal betale for udliciteringen af bybusserne. Busrådmand Peter Thyssen erkender, at der er en sammenhæng mellem opsigelsen af overenskomsten og den planlagte udlicitering.
- Vi er meget optaget af, hvordan vi skal gøre Århus Sporveje klar til at vinde et udbud. Kan vi ikke vinde, så er der ikke noget der hedder Århus Sporveje efter 2007, siger han til Arbejderen.
Ifølge strukturreformen er det den kommende Region Midt, der skal stå for udbuddet af bybustrafikken i Århus.
Nu har ledelsen i Århus Sporveje opsagt dele af overenskomsten. Det drejer sig for eksempel om ferie, delte vagter, oplæring af nye chauffører og endelig om hvor mange uniformer chaufførerne har ret til.
Chaufførerne ved bybusserne opfatter udspillet som en krigserklæring.
- Ledelsen ønsker, at vi skal arbejde mere og løbe stærkere. Vores job er i forvejen meget stressende og mange arbejdskollegaer kan ikke klare presset. Vores ledelse mener, at det er personalegoder vi snakker om. Men det passer ikke. En uges ferie er ikke nogen personalegode men en overenskomst. Frihed for delte vagter er heller ikke nogen personalegode, siger Johnny Fischer, tillidsmand for de tjenestemandsansatte ved Århus Sporveje, til Arbejderen.
I 1989 blev chaufførerne og ledelsen enige om at delte vagter var noget fanden havde skabt og afskaffede dem. Det skete blandt andet for at holde på chaufførerne i flere år. Der var nemlig en meget stor udskiftning.
- Det er ikke rimeligt, at arbejdsgiveren har råderet over en chauffør fra klokken 5 om morgenen til klokken 20 om aftenen. Det står nu klart, at vi kommer til at betale for udliciteringen af Århus Sporveje. Mine kollegaer føler, at der er spillet med fordækte kort i dette spil. Det er at sparke hinanden over benene og en krigserklæring at opsige aftaler, siger Johnny Fischer.
Peter Thyssen benægter ikke, at chaufførerne skal betale for udbuddet. Men han vil ikke lægge sig fast på, at der skal indføres delte vagter igen eller fjerne én uges ferie fra chaufførerne. Det er nu op til forhandlinger med chaufførerne, påpeger han.
- Overenskomsten er til for at blive genforhandlet jævnligt. Sådan er det på resten af arbejdsmarkedet. Man har måske bare ikke gjort det så meget i Århus Sporveje, siger Peter Thyssen.


Århus mister værdier
Værdierne i Århus Sporveje skal overdrages til det nye reginale trafikselskab, som er en følge af kommunalreformen. Det fremgår af et svar fra intendigsminister Lars Løkke Rasmussen til Keld Albrechtsen fra Enhedslisten.
Det kan betyde, at Århus Kommune mister store værdier. Kan kommunen og trafikselskabet ikke blive enige om en pris, skal beløbet fastsættes af et såkaldt delingsråd.
Keld Albrechtsen sætter spørgsmål ved om det i det hele taget er muligt på den måde at beslaglægge århusianernes fælles værdier og har rejst spørgsmålet over for justitsministeren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland