Regeringen risikerer milliardtab ved at sælge DONG på Børsen, advarer Rothschild og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hvis regeringen holder fast i sine planer om at sælge 49 procent af aktierne i det statsejede olie- og gasselskab (DONG), kan det betyder et tab på op til 2,2 milliarder kroner, advarer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hertil kommer en række andre tab for samfundet. Ved et salg gøres der nemlig et dybt indhug i statens andel på tyve procent af alle indtægter fra Nordsøens olie- og gasfelter.
Også rådgivningsfirmaet Rothschild, som regeringen har hyret til at stå for salget, advarer mod at staten kan miste op til 15 procent af værdien af selskabet, hvis DONG sælges via en børsnotering sådan som regeringen lægger op til.
- Det er en fejlagtig betragtning. Det er udtryk for en underlig måde, at betragte verden på. Det er rigtigt, at regeringen sandsynligvis ikke får udbetalt det fulde beløb i forhold til DONG's værdi i dag. Men for regeringen handler det ikke om at få mest muligt i kassen. Det handler også om, at få mere konkurrence på markedet, siger kontorchef i Finansministeriet, Peter Brixen, til Arbejderen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd efterlyser, at Folketinget får et seriøst grundlag at træffe sin beslutning på.
- Det er muligt, at man i Finansministeriet har nogle oplysninger, som vi andre ikke har. Men det er jo ikke kun regeringen selv, der skal tage stilling. Det er hele Folketinget, konstaterer Martin Windelin fra rådet.
Han efterlyser en beskrivelse af ejerstrukturen i andre lande, samt hvor meget der er privatiseret rundt omkring. Desuden bør de danske politikere vide, hvordan erfaringerne med privatiseringer er fra andre lande.
- Det beskæftiger rapporten sig overhovedet ikke med. Beslutningsgrundlaget for at privatisere er ikke synderligt godt. Det virker som om beslutningen er truffet da man skrev regeringsgrundlaget og nu prøver man at få baggrunden på plads, siger Martin Windelin.
Værdien af DONG vurderes til et sted mellem 20 og 30 milliarder kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278