Det er fuldstændig ude i hampen at sige, at en ny fattigdom breder sig i det danske samfund. Det er en kampagne mod regeringen, mener Fogh Rasmussen.
Der findes ikke fattigdom i Danmark, og derfor er der heller ikke behov for at indføre en officiel fattigdomsgrænse.
Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i går i Folketingets spørgetid. Her vendte han det døve øre til anbefalingerne fra et af regeringens egne råd, da han skulle svare på spørgsmål fra SF om fattigdommen som direkte konsekvens af regeringens politik.
- Det er en kampagne mod regeringen, der skal vise, at denne regering skaber fattigdom, selvom alle, der ser sig rundt i samfundet, kan sige, at det passer overhovedet ikke, lød det fra statsministeren.
Rådet for Socialt Udsatte anbefaler i sin seneste årsrapport, at Danmark får en officiel fattigdomsgrænse på linje med de andre nordiske lande. Men det afviste statsministeren:
- Man hjælper jo ikke de svageste grupper ved at indføre en fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse siger jo ikke noget om, hvad der er folks problem. Det er jo meget individuelt, sagde Fogh.
- En fattigdomsgrænse skal bruges til at beskytte fattige mennesker mod regeringen og Dansk Folkeparti, lød det kontante svar fra Villy Søvndal med henvisning til regeringens loft over kontanthjælp og indførelse af den nedsatte starthjælp.
På det seneste har også Red Barnet og Socialforskningsinstituttet peget på stigende problemer for fattige familier i Danmark. Blandt andet viser deres tal, at 90.000 børn i Danmark lever under EU's fattigdomsgrænse og ofte er afskåret fra at deltage på lige fod med deres kammerater i fritidsaktiviteter.
Frelsens Hær melder om en stigning på 80 procent i familier, som søger om hjælp til det mest nødvendige. Og Mødrehjælpen i Århus har været nødt til at sætte en grænse på 2000 kroner, som en familie må have til overs at leve for, hvis den skal være berettiget til julehjælp.
- Det er fuldstændig ude i hampen at sige, at en ny fattigdom breder sig i det danske samfund. Det er jo ikke noget nyt, at de private hjælpeorganisationer melder om en stigning i antallet, der søger julehjælp. Det gør de jo hvert år, mente statsministeren.
Line Barfod fra Enhedslisten mente, at statsministeren er bange for at indføre en fattigdomsgrænse, fordi regeringen så vil kunne stilles til regnskab.
- Regeringen vil ikke definere, hvornår man er fattig, for så kan man jo heller ikke tale om, hvor mange der er fattige, sagde Line Barfod.
Anders Fogh Rasmussen gentog flere gange under debatten, at regeringen har brugt fem milliarder kroner på de mest udsatte, de hjemløse, alkoholikerne og de psykisk syge.
- Ja, men det er penge, der er stjålet fra kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne via satspuljerne, sagde Line Barfod.
Statsministeren svarede ikke på, om regeringen havde afsat penge til de fattigste udover pengene fra satspuljeforliget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278