Lønnen skal ned eller fleksibiliteten helt i top, ellers ryger arbejdspladserne østpå, siger arbejdsgiver-direktør
Danske arbejdere skal enten gå ned i løn, eller udvise større fleksibilitet hvad blandt andet arbejdstiden angår.
Det siger Kim Graugaard, direktør i Dansk Industri, som er Danmarks største og toneangivende arbejdsgiverforening.
Kim Daugaard peger på, at de danske overenskomster allerede i vidt omfang åbner for større fleksibilitet. De muligheder skal udnyttes fuldt ud, men modstand fra fremskridtsfjendtlige tillidsfolk forhindrer det, mener DI-direktøren. Han truer med udflytning af arbejdspladserne, hvis folkene på gulvet ikke makker ret.
- Hvis vi ikke er villige til at blive mere fleksible, så øges risikoen for, at vi ikke i længden kan holde fast i arbejdspladserne. Der er stadig modstand fra en del tillidsfolk, og det synes vi er en skam og måske ikke fremsynet nok. Her er nogle af jeres tillidsfolk nok for skeptiske, efter vores mening, siger Kim Graugaard til SiD's nyhedsbrev.
DI-direktørens udmelding kommer i kølvandet på Den Internationale Valutafond IMF's krav om, at EU-Kommissionen skal indføre længere arbejdsuge i EU-landene. Som beskrevet i Arbejderen i weekenden har flere tyske EU-monopoler allerede fået gennemtrumfet dette overfor deres arbejdere, i nogle tilfælde sammen med direkte lønnedgang. Alt sammen under truslen om, at ellers flytter de arbejdspladserne østpå. En lignende udvikling er på vej i flere store EU-lande, blandt andet Frankrig.
Herhjemme har SAS allerede vist vejen ved at tvinge ansatte ned i løn under trusler om at flytte arbejdspladser til Indien. En anden storkoncern, slagterikoncernen Danish Crown med 28.000 ansatte, er også godt på vej, frygter fagforbundet NNF. Koncernen er gået sammen med en finsk slagterikoncern om at opkøbe aktiemajoriteten i Polens største kødvirksomhed, Skolow SA. Forbundssekretær Jens Peter Bostrup fra NNF's Landbrugsgruppe advarer mod at opkøbet, som antydet af Danish Crowns direktør, bruges til at flytte arbejdspladser til Polen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278