RCT tilbyder at undervise danske soldater i totalforbuddet mod tortur. Skandalen har afsløret chokerende ukendskab til tortur og menneskerettigheder.
Den tidligere chef for de danske besættelsesstyrker i Irak, oberst Henrik Flach, bør stilles for retten, mener Enhedslisten.
Flach har oplyst, at englænderne systematisk har behandlet fanger i strid med Genve-konventionen. Alligevel har han udleveret irakere til englænderne.
- Briterne behandler deres fanger på en måde, som vi ikke i Danmark vil mene er omfattet af Genéve-konventionens bestemmelser. Jeg er blevet betænkelig ved, at Danmark fortsat afleverer irakiske fanger til de britiske styrker, sagde den hjemkaldte oberst.
- Det er en alvorlig anklage, oberst Flach retter mod sig selv. Han har åbenlyst overdraget snesevis af fanger til englænderne uden på forhånd at have sikret sig, at de fuldt ud levede op til konventionerne, siger Søren Søndergaard fra Enhedslisten.
- Når danske officerer overtræder internationale konventioner må det selvfølgelig få konsekvenser. Alt andet vil alvorligt bidrage til at underminere opbygningen af en international retsorden. For hvis danske officerer kan overtræde konventionerne uden konsekvenser, hvad så med russiske eller serbiske eller irakiske?
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, har tilbudt at underviser forsvaret i definition af tortur, totalforbuddet mod tortur og FN's konvention mod tortur. Der er god grund til at undervise danske soldater og officerer i de gældende regler, mener centret.
- Skandalen har i dele af forsvaret afsløret et chokerende ukendskab til tortur samt om de mest basale menneskerettigheder og internationale konventioner. Der er derfor god grund til, at man i forsvaret strammer op på undervisningen i blandt andet FN's konvention mod tortur inden udsendelse af danske soldater på internationale opgaver, siger Tue Magnussen, kommunikationskoordinator i RCT.
I går meddelte forsvarsminister Søren Gade, at Danmark øjeblikkeligt indstiller udleveringen af fanger til briterne, fordi den amerikansk udpegede overgangsregering genindførte dødsstraffen. Fangeudleveringen vil først blive genoptaget, når der foreligger en klar aftale med briterne om, at ingen fanger sendes videre i døden, skriver DR.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278