05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen sparer på uddannelser

Regeringen sparer på uddannelser

Tirsdag, 10. august, 2004, 00:00:00

Regeringens nedskæringspolitik er gået hårdt ud over uddannelsesområdet. På tre år er der sparet 1,4 milliarder kroner.

På AMU-center Fyn er der ingen tvivl om, at regeringen har skåret ned på erhvervs- og voksenuddannelserne.
- Vi kan tydeligt mærke, at vi har færre penge at gøre godt med. I takt med at deltagerbetalingen på vores kurser er sat op til 750 kroner per uge, er vores tilskud tilsvarende skåret ned. Siden sidste år er vores rammebevilling faldet med over 30 procent, siger Joost Pedersen, udviklings- og marketingschef ved AMU-centeret, der er et af landets største med 20.000 cpr.numre igennem systemet om året.
Den faldende rammebevilling resulterede i, at antallet af elevuger faldt fra 17.500 til 14.000. Færre elever betød, at der var brug for færre undervisere, og centeret måtte fyre 10 lærere.
Udviklingen på AMU-center Fyn understøtter de nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
Rådets opgørelse viser, at regeringen siden 2001 ganske vist har afsat næsten en milliard kroner ekstra til undervisningsområdet. Men fordi antallet af elever samtidig er steget endnu mere, betyder det, at området reelt har været igennem nedskæringer på 1,4 milliarder kroner på tre år.
Nedskæringerne er gennemført på alle uddannelser med undtagelse af privatskoler og gymnasier. Værst ser det ud med bevillingerne til voksen- og efteruddannelserne, hvor der i gennemsnit er sket et fald på 15 procent. Det svarer til et fald på 8.300 kroner per årselev fra 2001 til i år. Alene på AMU-uddannelserne bliver der i dag brugt 25 procent færre penge end i 2001. Det svarer til, at der er sparet 33.278 kroner per elev.
- Deltagerbetalingen mærker vi tydeligt hos både små og store virksomheder. De vrider sig over at skulle betale de ansatte løn under uddannelse og samtidig betale 750 kroner om ugen for hver mand, der sendes på kursus, siger Joost Pedersen til Arbejderen.
Centeret lider også under nedskæringer hos kunderne. En af dem er Arbejdsformidlingen, der har fået begrænset sine muligheder for at tilbyde kompetencegivende kurser til arbejdsløse. Det huer bestemt ikke udviklings- og marketingschefen.
- Kurserne kan være med til at give de arbejdsløse den nødvendige opkvalificering eller det spark, der lige mangler for at komme videre i livet.
Medlemmer af SiD og andre med kortere uddannelse er flittige brugere af AMU-systemet.
Derfor bekymrer det Poul Hansen, uddannelsessekretær i SiD, at nedskæringer på uddannelsesområdet især er gået ud over AMU.
- De lavest uddannede er mest udsatte. Det er i høj grad de ufaglærte, der bliver fyret, når arbejdspladserne flytter ud af landet. Derfor er AMU-uddannelser helt afgørende for, at de kan kvalificere sig til nye job, siger han til Fagbladet.


Ændring i det årlige tilskud per elev eller studerende fra 2001 til 2004 (i kroner):
Folkeskolen: -801
Privatskoler: +571
Efterskoler: -4.351
Erhvervsfaglige hoved- og grundforløb: -5.440
Gymnasiale uddannelser: +121
Videregående uddannelser: -344
Voksen- og efteruddannelse: -6.306
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Ugebrevet A4

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. aug. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland