05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fødevareproducenter får frit spil

Fødevareproducenter får frit spil

Lørdag, 31. juli, 2004, 00:00:00

Forbrugernes Hus skal spare. Det går ud over råd om kostvaner til danskerne, der overlades til producenternes markedsføring af egne produkter.

Når Forbrugernes Hus på grund af regeringens besparelser stopper med at give gode råd til danskerne om ernæring, vil det kunne mærkes på Skejby Sygehus.
Det er Anne Mørch Olesen overbevist om. Hun arbejder som diætist på sygehusets børneafdeling, hvor hun blandt andet giver gode råd om kostsammensætning til børn og deres familier.
- Jeg skal helt sikkert kunne lægge flere gode argumenter på bordet, når jeg sidder overfor en familie, der skal have råd med på vejen om sammensætning af kost i dagligdagen, siger diætisten til Arbejderen.
Hun frygter, at besparelserne i Forbrugernes Hus vil få diverse producenter af fødevarer ud i mere eller mindre ulødig reklame for deres produkter.
- De økonomiske interesser for producenterne er indlysende. Jeg frygter at store firmaer med mange penge kaster sig ud i en aggressiv markedsføring for at fortælle forbrugerne, at lige netop deres produkter er de bedste.
Det vil efter Anne Mørch Olesens mening efterlade forbrugerne til et nærmest uoverskueligt marked, hvor forbrugerne vil være overladt til, hvad producenterne siger. Konkret nævner hun mejerigiganten Arla, der i forvejen på det nærmeste har monopol på mælkeprodukter. Hvor Forbrugernes Hus vil fremhæve mælkeprodukter med lav fedtprocent uden at nævne en bestemt producent, så vil Arla føre sine produkter frem. Også de mindre sunde produkter, som små yoghurter, der indeholder alt for meget sukker, understreger diætisten.
Forbrugernes Hus, der tidligere hed Statens Husholdningsråd, har siden 1935 stået bag et utal af kampagner, blandt andet for at påvirke madvanerne i almindelige familier. Med beslutningen om at stoppe for kostråd fra Forbrugernes Hus mister ”den offentlige indsats i forhold til ernæringsoplysning en afgørende medspiller”, skriver Ernæringsrådet i sit seneste nyhedsbrev.
'Med nedlæggelsen af en væsentlig offentlig inspirator og koordinator kan det frygtes, at en mere ensidig ernæringsoplysning styret af private interesser bliver dominerende. Og det kan det danske samfund ikke være tjent med, advarer Rådet.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland