Fodboldstrejken blev udsat i to uger. Spillerforeningens formand er godt tilfreds.
I sidste minut valgte forligskvinde Mette Christensen torsdag kort før klokken 18, at udsætte fodboldstrejken i to uger. Dermed mener hun, at der stadig er en mulighed for at finde frem til en overenskomst mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen uden strejke.
Det er formanden for Spillerforeningen Palle Sørensen godt tilfreds med, forklarer han over for Arbejderen. Målet er ikke en konflikt men en overenskomst, påpeger han.
- Vi har ved at melde os ind i LO fået støtte til forhandlingerne men også en økonomi og en strejkekasse i ryggen til en eventuel konflikt. Dermed er vi ikke længere bange for at komme ud i en konflikt, men det er ikke målet, siger Palle Sørensen til Arbejderen.
Spillerforeningen har mellem 15 og 20 krav til en ny overenskomst. Det er blandt andet krav om pensionsindbetalinger og hævelse af mindstelønnen fra 11.000 til 14.000 kroner om måneden i første omgang.
Men den største uenighed mellem parterne er ifølge Jyllands-Posten de såkaldte transferregler, der stavnsbinder spillere under 23 år til en klub.
Transferreglerne er indført af FIFA og betyder, at en klub der vil købe en spiller under 23 år, skal betale den gamle klub en kompensation som hurtigt løber op i millioner.
Kompensationen skal angiveligt dække de omkostninger klubben har haft med at træne og uddanne fodboldspilleren. En regel der er ukendt på det øvrige arbejdsmarked.
- Vi ved hvad vi vil, og reglerne om transferkompensation er fortsat ikke til forhandling, sagde Divisionsforeningens direktør Claus Rode Jensen torsdag aften efter forhandlingerne i Forligsinstitutionen.
Palle Sørensen vil hverken be- eller afkræfte om det lige er transferreglerne der er strid om, så længe der er forhandlinger. Men fodboldspillerne har længe været utilfredse med disse regler.
I 1995 dømte EU reglerne for ulovlige, efter at en spiller have anlagt sag imod FIFA. Men i 2001 genindførte FIFA og senere DBU reglerne uden at EU har ytret sig igen. Dermed mener FIFA, at de har fået EU's blå stempel til at fortsætte med transferregler.
Spillerne vil ikke acceptere, at en udefrakommende privat organisation der hører til i Schweiz, kan bestemme hvordan man er stillet i klubben i Danmark. Det er noget der bør aftales i en overenskomst mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen.
De to uger fodboldstrejken er udsat, bliver brugt til forhandlinger i Forligsinstitutionen. Bliver parterne ikke enige, kan en fodboldstrejke blive realiteten torsdag den 19. august.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278