05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rådmand afviser kritik

Rådmand afviser kritik

Fredag, 30. juli, 2004, 00:00:00

Rådmand i Odense afviser at diskutere dårlig normering i daginstitutionerne. Han henviser til institutionernes selvstyre.

Den opgørelse fra to børnehaver i Odense, der viser, at pædagoger meget af tiden er alene om 12 børn, giver formanden for Odenses børn- og ungeudvalg ikke meget for.
- Man kan ikke se noget alene ved at kigge på vagtskemaer, siger den socialdemokratiske rådmand, Søren Thorsager, til Arbejderen.
Han mener ikke, at normeringerne kan ses isoleret fra de aktiviteter, der foregår i en institution.
- Skal man have en gruppe børn med i en gymnastiksal, kræver det måske en voksen til en gruppe børn på seks. Men der kan da sagtens sidde en pædagog og spise morgenmad med 20 børn. Det er der ikke meget pædagogik i.
Søren Thorsager er glad for, at Odense har såkaldt selvstyre. Det betyder groft sagt, at byrådet melder en pose penge ud til den enkelte institution. Det er så op til forældebestyrelsen her at bestemme, hvordan pengene skal fordeles.
Forældrene ved bedst, hvad børnene har behov for, mener Thorsager og ser ikke noget problem i den fremgangsmåde. Heller ikke selv om forældrene beskylder politikerne for ansvarsforflygtigelse ved på den måde at flytte de konkrete besparelser over på forældrene.
- Jeg er ked af som rådmand, at der ikke er flere penge til området og den offentlige sektor i det hele taget. Og jeg kan godt forstå, at forældrene er trætte af at spare, men jeg forstår ikke argumentet om, at vi som politikere flygter fra vores ansvar.
Byrådskollegaen Stina Willumsen fra SF er ikke enig.
- Det er noget sludder og vrøvl. Politikerne kan ikke bare gemme sig bag selvstyret og sige, at selvstyret betyder, at børnehaverne kan gøre, hvad de vil. Selvstyret er fuldstændig afhængig af de budgetter, vi politikere beslutter, siger hun til DR Fyn.
Odense Kommune har de sidste tre til fire år sparet næsten 400 millioner på de kommunale budgetter, og børneområdet har holdt hårdt for.
Den slunkne pengepose der i dag sendes ud på den enkelte institution, lægger voldsomme begrænsninger på forældrenes valgmuligheder, lyder det fra pædagogmedhjælpernes forbund Fyns Amt.
- En væsentlig forudsætning for at et selvstyre kan fungere er, at der er penge nok at gøre godt med. Forældrene kan bestemme nok så meget, at de satser på flere hænder i børnehaven. Men det er i sidste ende det samlede budget, der afgør, hvad de beslutter, siger formand, Frank Lundgren til Arbejderen.
Han savner, at de politisk valgte melder ud, hvilket serviceniveau, de forventer i kommunens institutioner, og ikke bare snævert kigger på økonomien.
Ifølge Søren Thorsager kan det godt være, at børnehaverne slipper for nye nedskæringer til næste år. Han tør dog ikke love, at børneområdet går helt fri. Politikerne vil kigge på skolefritidsordningen for at se om der kan hentes nogle penge dér.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jul. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland