11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Polak-guide vækker vrede

Polak-guide vækker vrede

Fredag, 30. juli, 2004, 00:00:00

Socialdemokratiet vil se på udstationeringsloven efter Folketingets sommerferie.

Magasinet Penge & Privatøkonomis guide til at hyre billige polske håndværkere har skabt vrede i fagbevægelsen. I det seneste nummer beskriver magasinet hvordan boligejere kan slippe af sted med at betale 60 kroner i timen til en håndværker helt lovligt.
- Det er uanstændigt og det er uanstændigheder der bliver opfordret til i Penge & Privatøkonomi. Det er en opfordring til udnyttelse af slavelignende forhold. Der appelleres til griskhed og udnyttelse. Enhver bør vide, at en timeløn på 60 kroner ikke er rimelig, siger Anders Munk, formand for Træ-Industri-Byg, TIB Århus.
Chefredaktør for Penge & Økonomi, Linda Overgaard indrømmer, at artiklen kan tolkes på den måde, men hun tager ikke politisk stilling til artiklen.
- Det er en forbrugerguide til vores læsere. Læserne er meget interesseret i udviklingen og de ændringer af reglerne der er gennemført efter, at Polen er kommet med i EU. Vi skal ikke bevæge os ret meget rundt i København for at se østeuropæiske håndværkere. Det er noget folk gør i forvejen, siger hun til Arbejderen.
Linda Overgaard vil ikke blande sig i, om læserne af Penge & Privatøkonomi tager imod opfordringen til at bruge billige polske håndværkere.
- Vi har ingen holdning til, om en dansk håndværker får for meget i løn. Vi giver et bud på, hvordan man kan gå ind og optimere sin økonomi. Erhvervslivet har draget fordele ved den øgede internationalisering, det ønsker vi at vise, at private mennesker også kan, siger chefredaktøren.
Reaktionerne i fagbevægelsen har fået Socialdemokratiet til at kræve en gennemgang af udstationeringsloven, som partiet og regeringen står bag.
Socialdemokratiet og regeringen har tidligere afvist at lukke hullet i udstationeringsloven. Hvis polske håndværkere bliver udnyttet, er det fagbevægelsens problem, lød begrundelsen.
Formanden for bygningsgruppen i forbundet TIB Peter Hougaard Nielsen ser frem til stramninger. Medlemmerne vil ikke acceptere billig polsk arbejdskraft i Danmark, påpeger han i Jyllands-Posten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jul. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland