Røde Stjerne bliver base for socialistiske aktiviteter og vil danne ramme om røde kulturaftener.
For en uge siden åbnede Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF) i Tønder et nyt socialistisk aktivitetshus. Huset har fået navnet Røde Stjerne.
- Med lanceringen af Røde Stjerne skaber vi rum for en dynamisk fornyelse ikke kun af venstrefløjen selv, men af hele det kulturelle liv i Tønder. Vi vil med jævne mellemrum åbne dørene for kulturaftener med sange, digtoplæsning, medrivende foredrag og politiske rundbordsdiskussioner i vores nye aktivitetshus, siger Baltser Andersen, Enhedslistens kontaktperson i Tønder.
Enhedslisten og SUF er også igang med at forberede et satirisk gadeteater som skal opføres på Torvet til oktober. I det hele taget bliver der sat fokus på kulturkampen i det sønderjyske. De to organisationer har nedsat en kulturpolitisk arbejds- og aktionsgruppe, der skal blande sig i kulturkampen og forberede de forskellige kulturaktiviteter.
- Der er brug for rød kulturkamp, og det er på tide, at klare socialistiske værdier og holdninger igen føres slagkraftigt frem i Danmark. Jeg vil mene, at vi ved at tage godt fat her i Vestsønderjylland, kan komme til at inspirere andre. Vi vil godt lægge for med spræl og ideer, vi har en stærk rød ungdom hos SUF i Tønder. De unge gymnasieelever kan og vil rejse den røde kulturkamp sammen med os lidt mere bedagede socialister, siger Jens Hausner, der står for den kulturpolitiske gruppe.
Venstrefløjen i Tønder er også begyndt at udgive uddelingsbladet Folkets Stemme, der tager fat omkring forskellige lokalpolitiske spørgsmål og som også vil blande sig i kulturkampen. Bladet vil blive uddelt hver lørdag på gågaden og Torvet sammen med salg af Dagbladet Arbejderen. Også befolkningen i Tønder skal have mulighed for at lære Danmarks eneste socialistiske dagblad at kende, understreger Baltser Andersen.
Røde Stjerne, Gråbrødrevej 2a, st. tv., 6270 Tønder. Åben hver lørdag klokken 9-15.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278