05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stor aftenskole er konkurs

Stor aftenskole er konkurs

Torsdag, 22. juli, 2004, 00:00:00

25.000 aftenskoleelever i København står uden skole - lederen af København voksenundervisning frygter flere lukninger.

Regeringens nedskæring af tilskuddet til landets aftenskoler har krævet endnu et offer: Denne gang er det Københavns største aftenskole Københavns Kursuscenter og Aftenskole (KKA), der må dreje nøglen om.
Gulvtæppet blev fejet væk under skolen, da en ny lov fra regeringens sidste år skar fem millioner af løntilskuddet til skolen.
- Jeg vil ikke blive rystet, hvis vi ser flere skolelukninger i den kommende tid. Det er konsekvensen af, at aften- og daghøjskolerne er så hårdt presset, siger lederen af Københavns Kommunes voksenundervisningsafdeling, Niels-Anton Svendsen til Arbejderen.
Det står endnu ikke klart, hvad der skal ske med de 25.000 kursister der plejer at deltage på KKA's kurser i blandt andet håndværk, fremmedsprog, musik og it. Det er også uvist, om de 1000 personer der allerede har tilmeldt sig, får deres penge tilbage.
- De andre aftenskoler vil forsøge at overtage kursisterne. Men nogle kurser vil gå tabt. Det er frygteligt hvis vi skal til at have tilstande der minder om situationen i rejsebranchen, hvor folk den ene dag køber en rejse, og den næste dag får at vide, at selskabet er gået konkurs, advarer Niels-Anton Svendsen.
I 1995 støttede hans forvaltning cirka 150 aftenskoler- og enkeltkurser. Nu er der kun 91 tilbage. Resten er gået konkurs eller har frivilligt drejet nøglen om. Allerede kort efter at regeringen beskar tilskuddet gik AOF Hovedstaden konkurs.
KKA forsøgte til det sidste at holde skindet på næsen ved at hæve deltagerbetalingen med 35-40 procent. Eksempelvis skulle en folkepensionist i 2002 betale 960 kroner for et 40 timers sprogkursus. I januar i år var prisen på 1430 kroner.
Sidste år betalte københavnerne af egen lomme i alt 80 millioner kroner for at få lov til at gå på aftenskole.
- Det store beløb fortæller os, at aftenskolernes kurser har en enorm betydning for folk. Landets aftenskoler udbyder jo især kurser i it, motion og sundhed. I sidste ende sparer kommunen penge og det giver en masse mennesker livskvalitet, fordi folkesundheden styrkes, mener Niels-Anton Svendsen.
En af de københavnske aftenskoler der endnu er tilbage, er Hovedstadens Oplysningsforbund (HOF).
- Vi kan godt mærke, at vi er inde i en hård periode. Vi har sikret os nogenlunde ved at skære ned på antallet af hold og hæve deltagerbetalingen. Desuden er vi gået ned fra 19 til fem administrative ansatte, og vi er flyttet i nye, billigere lokaler, fortæller HOF's leder, Anne-Marie Sejer til Arbejderen.
Aftenskolernes nye kursuskatalog - med højere priser og færre tilbud kommer ind ad københavnernes brevsprækker i starten af august. For dem der har råd, er der kursusstart den 1. september. Hvert år benytter én million danskere sig af aftenskolerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jul. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland