Takststyring drejer udviklingen væk fra et sygehusvæsen, der er til alles bedste, og er kun til gavn for en lille gruppe patienter, siger formand for speciallægerne.
De kirurgiske læger på Nyborg Sygehus er kommet i søgelyset. Det skyldes at 290 ud af 310 henviste patienter fra den kirurgiske afdelings venteliste er blevet behandlet på netop de to privatklinikker, hvor de pågældende læger har et bijob i deres fritid.
- Vi er i gang med at undersøge den pågældende sag. Og jeg ved endnu ikke, om der er tale om, at læger har misbrugt deres stilling for egen vindings skyld. Men der skal ikke være tvivl om, at vi fra Lægeforeningen tager skarp afstand fra ethvert tilfælde, hvor der sker en sammenblanding. Vi mener, at det er principielt forkert og uanstændigt, siger Karsten Nielsen, formand for Foreningen af Speciallæger, til Arbejderen.
Sidste sommer opstod en lignende mistanke på Gentofte Amtssygehus. Det drejede sig om seks overlæger fra sygehusets øre - , næse- og halsafdeling, der angiveligt skulle have henvist patienter til deres egen private klinik, Ørestaden.
- I denne sag viste det sig, at der ikke var hold i påstanden om misbrug. Her var der nogle naturlige forklaringer på, hvorfor patienterne valgte netop disse privatklinikker. Det er typisk, fordi de ligger nær deres bopæl, og fordi de kender den pågældende overlæge, siger Karsten Nielsen.
Han mener ikke, at spørgsmålet om lægers magtmisbrug er det vigtigste at diskutere, når det gælder indenrigsministerens såkaldte løkkepose og loven om, at patienter kan blive behandlet på privatklinikker, hvis ventetiden er mere end to måneder.
- Det er meget vigtigere at diskutere, hvilke konsekvenser det har for patienterne, at Lars Løkke Rasmussen har indført den såkaldte incitamentsstyring af sygehussektoren. Det er ekstremt uheldigt, siger Karsten Nielsen.
- Med en pose penge på bare halvanden milliard kroner - ud af de 80 milliarder, der bruges i den samlede sygehussektor - har ministeren formået at ændre hele tænkningen i sygehussektoren. Nu fokuseres der udelukkende på behandling, og især behandling af ortopæd-kirurgiske patienter. For det er primært det, løkkeposens penge bliver givet til, forklarer han.
- Alt hvad der hedder forebyggelse, diagnosticering, forskning og uddannelse er skudt i baggrunden. Det får konsekvenser for kvaliteten i sygehusvæsenet i fremtiden.
Ifølge Karsten Nielsen er Løkke Rasmussen i fuld gang med, via den såkaldte takststyring, at dreje udviklingen væk fra et sygehusvæsen, der er til alles bedste og over til noget, der kun er til gavn for en lille gruppe patienter.
- Det har både vi og den almindelige lægeforening sagt til indenrigsministeren mange gange. Men vi bliver ikke hørt, siger Karsten Nielsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278