04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Restauratører vil ikke tegne overenskomst

Restauratører vil ikke tegne overenskomst

Tirsdag, 06. juli, 2004, 00:00:00

Hver sommer forsøger RBF at få overenskomst med de lokale hoteller og restauranter på øen, men det er ikke nemt.

Restaurationsbranchens Fagforening, RBF, kan ikke få restauratørerne på Samsø til at indgå overenskomst. Det vil de bare ikke, fortæller Joan Pedersen, faglig sekretær i RBF Århus, til Arbejderen.
Restaurationsbranchen på Samsø er lige så afvisende over for fagforeninger som landbruget er det. SiD kan nemlig heller ikke på frugt- og jordbæravlerne til at indgå overenskomst.
Et af problemerne for RBF er, at fagforeningen ikke er på Samsø fysisk. Et kontor i Århus dækker hele Århus amt, hvor Samsø hører med.
- Vi arbejder med at få restauratørerne til at indgå overenskomst. Det gør vi også sammen med formanden for SiD på Samsø, Hans Smidt. Men for at få en overenskomst kræver det, at man fysisk er tilstede på øen, siger Joan Pedersen.
Hun mener, at restauranterne skal føle sig truet af blokader og konflikt, hvis de skal overtales til at indgå overenskomst. Og det har RBF endnu ikke været i stand til.
Restauratørerne har ingen overenskomst, men de er heller ikke medlem af nogen arbejdsgiverforening. De har på øen samlet sig i en forening, hvor de indbyrdes aftaler, hvad de giver i løn.
RBF har medlemmer, der bor på Samsø, men flere, der arbejder inden for restaurationsområdet, er medlem af SiD, fordi de om vinteren arbejder i andre brancher, som SiD organiserer.
Joan Pedersen glæder sig til, at RBF bliver en del af det nye storforbund, sammen med SiD og KAD. Så bliver det nemmere at arbejde på Samsø forudser hun.
- Jeg ser frem til at RBF kommer ind i det nye forbund. Det vil løse nogle af vores problemer med organisering. Det vil gøres os til en stærkere fagforening fordi vi så vil være på øen med vores branche, siger Joan Pedersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jul. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland