I en spørgeskemaundersøgelse blev deltagerne på sommerlejren bedt om at fortælle om deres forventninger til det kommunistiske parti
Hvad er det for et kommunistisk parti, vi vil have? Sådan lød overskriften for diskussionen på Rød Sommerlejrs sidste dag.
Debatten tog udgangspunkt i en spørgeundersøgelse, foretaget blandt lejrens deltagere i ugens løb.
- Det er så moderne med fokusgrupper. Og denne lejr er én stor fokusgruppe, forklarede Lotte Rørtoft Madsen fra DKP/ML, da hun introducerede spørgeskemaerne. Her blev deltagerne blandt andet bedt om at fortælle om deres forventningerne til det kommunistiske parti.
Og forventningerne er store. Det fremgik klart af svarene.
- Én plus én er ikke bare to. Det bliver tre, når samlingen lykkes. Ikke blot kvantitativt, men også i kvaliteten af arbejdet. Sådan lød en af besvarelserne.
- Vi skal tage det bedste fra begge partier, og bygge videre på det, lød en anden.
Undersøgelsen viste også, at nogle nu overvejer at melde sig ind i DKP/ML eller KPiD, for selv at være en aktiv part i samlingsprocessen.
Der er også forventninger om, at et nyt fælles kommunistisk parti kan være langt mere synlig, i klassekampen og i medierne. At partiet i højere grad kan være med til at sætte den politiske dagsorden. Og en af vejene hertil er, at kommunisterne bliver mere synlige, når vi arbejder i massebevægelser:
- Selvom jeg også arbejder i både freds- og i solidaritetsbevægelsen har jeg ikke forskellige kasketter. Jeg har kun én kasket. Jeg er kommunist, sagde Anette Nielsen fra KPiD i sit oplæg.
Der blev også diskuteret livligt om de store opgaver, som kommunisterne står overfor i de kommende år.
En rød tråd gennem lejrens debatter var opfattelsen af, at styrkeforholdet mellem klasserne er ændret gennem det seneste årti. Imperialismen er i dag langt mere aggressiv, og der er ikke noget grundlag for klassesamarbejdspolitikken.
- Der bliver ingen tilbagerulning til en socialdemokratisk velfærdsstat. Hverken her eller i andre dele af verden. I Latinamerika er det den socialistiske revolution, der er på dagsordenen i stedet, sagde Peter Rasmussen.
Lejren lod sig også inspirere af filmen 'Revolutionen vises ikke på TV', der blev natbioens tilløbsstykke. Det er en dokumentarfilm, optaget af et irsk TV-hold, der tilfældigvis overværede et CIA-støttet statskup mod Venezuelas præsident Hugo Chavez, i foråret 2002. Et statskup, der efter få døgn blev slået tilbage af folkemasserne, med støtte fra den største del af hæren.
- Vi må tage ved lære af erfaringerne fra Chile i 1973, og Venezuela i 2002. Imperialismen i vores del af verden er ikke mindre aggressiv end i disse lande, lød det fra en lejrdeltager.
Anette Nielsen, formand for KPiD København, deltog på Rød Sommerlejr for første gang og var med i lejrledelsen:
- De gode debatter og arbejdsfællesskabet er med til at skabe en kultur, som lover godt for enhedsprocessen mellem vores to partier.
Find Krarup Andersen, specialarbejder, Bækmarksbro, medlem af SF:
- Jeg er meget overrasket. Det er da helt utroligt, hvad I kan, også på talentaftenen, folk gik bare op og greb mikrofonen.
- Mange har taget stilling, de har en mening om tingene. Det er ikke bare ledelsen, der bestemmer. Man kan jo ikke sidde alene i to minutter, før der kommer en og spørger, hvad man mener om tingene.
- Det har været en oplevelse at være med, og det er bestemt ikke sidste gang jeg har været her.
Kirsten Johannesen, støttepædagog, Brønshøj, medlem af DKP/ML:
- Det er anden gang, jeg er med på Rød Sommerlejr. Der er en stor oplevelse at være med. Der er en god stemning mellem kommunisterne på lejren. Det vidner om, at vi er nået så langt i samlingsprocessen, at tingene flettes sammen. Diskussionerne viser samme holdninger mellem DKP/ML og KPiD, tilbage er kun kammeratlige drillerier. Især den faglige dag gav meget. Også den debat viste, at der er enighed om målet.
Hvis du vil vide mere om filmen fra Venezuela kan du besøge hjemmesiden www.chavezthefilm.com
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278