170 voksne og børn deltog på Rød Sommerlejr, hvor der blev samlet over 25.000 kroner ind til de to aviser, Arbejderen og Kommunist.
Igen i år bragte kulturen, musikken og de politiske diskussioner kommunister og socialister tættere sammen på Rød Sommerlejr.
170 mennesker i alle aldre deltog på lejren i Juelsminde. Selv om vejret ikke viste sig fra sin bedste side, så satte seks dage med politiske oplæg, diskussioner, film, sportsturneringer, musik og sang sit præg på alle.
Peter Abrahamsen afsluttede ugen ved at sætte ord, stemning og musik på den virkelighed vi ser i dag med spirende nazisme og krig.
Tidligere på ugen oplevede vi Leif Monnerups fortolkning af Holbergs digte. Det er slående, hvor aktuelle digtene stadig er, selv om det er et par hundrede år siden Holberg skrev dem. Vi mødte også sangeren Søren Krogh, som, med sin sine tørre kommentarer og sange med nordjysk humor, fik tankerne hen på Allan Olsen og Nils Hausgaard.
Men også lejrens egne deltagere var leveringsdygtige i god kultur. På lejren opstod et kvindekor, der sang rispigesange. De italienske risplukkere var de første der fik kæmpet en otte timers arbejdsdag igennem i 1906.
Og så var der også de københavnere, der havde lagt sjæl i at cykle den lange vej til sommerlejren i Juelsminde. De havde dannet deres eget sangkor ved navn 'Team Easy Off'.
Kulturen lagde i det hele taget et godt udgangspunkt for diskussionerne mellem medlemmerne fra både DKP, KPiD og DKP/ML samt partiløse og enkelte medlemmer af SF, som også havde vundet vej til kommunisternes sommerlejr.
Kommunisterne skal samles i et parti. Det er der enighed om, men at det er svært finde rundt i partiernes bogstavskombinationer blev der også gjort opmærksom på under lejrens talentaften. Her havde en hel familie skrevet en sang, som legede lidt med de mange og lange partinavne. Er det KPiD/ML, DKP eller hvordan skal bogstaverne nu sættes sammen. Ville det ikke været meget nemmere at droppe disse bogstaver og stifte et fælles parti uden lange komplicerede bogstavskombinationer.
Den intensive indsamling til de to aviser Arbejderen og Kommunist gav 25.463 kroner. Et beløb der overgik alle forventninger. Dertil kommer overskuddet fra cafeen som endnu ikke er talt op. Initiativerne til at skrabe pengene sammen var mange. Talentaften, kinesisk auktion, tipskupon om fodbold (tro det eller ej - der var en vinder!) og pionererne lavede alle tiders flotte avis som blev solgt i stort oplag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278